At stå ved sig selv

Danske salmer rammer forfatter Suzanne Brøgger på grund af en dobbelt bevægelse ? det er på den ene side menneskets vanskelige livsvilkår og på den anden side en hengivelse til troen på, at der er en vej til at overkomme livet. ? Foto: Scanpix

Grundtvigs salme "Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt" handler om at være i overensstemmelse med sig selv, siger forfatter Suzanne Brøgger

Har du en yndlingssalme?

- Jeg holder meget af Grundtvigs "Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt". Salmen rummer i sin enkelthed og lavmælthed den største udfordring ved at være menneske, nemlig det at være i overensstemmelse med sig selv. Det er på samme tid vores kors og vores livsdrift at måtte kæmpe for denne overensstemmelse: at sige det, man har på hjerte, at stå ved sig selv. Det er i denne livskamp, livet folder sig ud. Denne pagt har betydet noget for mig som forfatter, hvor jeg også har måttet tage chancer.

Hvad betyder salmens religiøse dimension for dig?

- Det har jeg ikke tænkt så meget over, men selvfølgelig betyder det noget. Ildtungen i salmen viser, at det bliver os givet at være i denne pagt. Det er ikke noget, mennesket har kontrol over. Og det er det mest sande og frigørende, når man selv slipper kontrollen.

Hvornår lærte du salmen?

- Jeg har lært den som voksen i kirken, og jeg bliver glad for den hver gang, jeg møder den. Den kan synges dagligt som et håb om at kunne leve i denne pagt endnu en dag.

Hvad betyder de danske salmer for dig?

- De betyder meget. De er et grundlag, som jeg er glad for er der, ligesom vejret. Den salme, jeg har valgt, brillerer ikke med overdådighed eller storslåede metaforer, men den rammer mig med sin sandhedsværdi, og det er det, salmer skal. Det, der rammer mig, er salmernes lidenskab, taknemmelighed, hyldest og den dobbelte bevægelse: på den ene side menneskets vanskelige livsvilkår og på den anden side en hengivelse til troen på, at der er en vej til at overkomme livet.