Troen giver fred i sjælen

- De gange jeg har været ude som gæsteprædikant, har jeg altid koblet evangeliet op på salmerne, fortæller Louise Gade. Foto: Scanpix.

"Fred hviler over land og by" handler om at arbejde for venskab frem for fjendskab, og det er et aktuelt budskab i vores multikulturelle samfund, siger Louise Gade, rådmand i Århus for Venstre

Har du en yndlingssalme?

- Jeg holder meget af Ingemanns salme "Fred hviler over land og by". For mig at se handler den om næstekærlighed og om vigtigheden af at se hinanden som venner i stedet for som fjender. Det handler om åbenhed frem for fordomme. Sådan fortolker jeg den i hvert fald ind i en nutidig kontekst. Vores samfund rummer mange forskellige kulturer og mennesketyper, og derfor kan vi alle have brug for at tage salmens budskab til os. Salmen siger, at vi trods alle forskelle har noget tilfælles, og at det er den samme himmel, vi går til, og det binder sammen. Det hele kan sammenfattes i salmens sidste vers, som også handler om, at tilgivelse giver fred i sindet.

Hvor ofte synger du salmen?

- Jeg lytter ofte til den på cd i Anne Dorte Michelsens fortolkning, og så nynner jeg med. Der er en mental lise over salmen. Hvis man kommer hjem med en masse oplevelser i bagagen og lytter til denne salme, så falder man helt ned, får ro i sjæl og sind, og får sat tingene i perspektiv. Det er en smuk salme, som er meget livs- og kærlighedsbekræftende. Og den signalerer, at så længe man har sin tro med sig, har man fred i sjælen. Jeg er selv blevet mere bevidst om min tro, jo ældre jeg er blevet. I de ting, man kommer ud for i livet, er troen som en fast klippe.

Hvad betyder de danske salmer for dig?

- Jeg holder meget af salmerne. De er smukke, meget indholdsrige og lægger op til mange mulige fortolkninger. De gange, jeg har været ude som gæsteprædikant, har jeg altid koblet evangeliet op på salmerne, fordi de rummer så mange evangelietolkninger.

Louise Gade har sendt stafetten videre til Mogens Storgaard Jacobsen, som er direktør for analysefirmaet Epinion. Han vil i næste uge fortælle om sin yndlingssalme på denne plads.