Uden salmebogen var jeg på gyngende grund

? Jeg er forbløffet over, at kun to ud af mine forgængere i "Salmestafetten" har valgt en nyere salme, men det viser, at konservatismen stikker dybere, end man skulle tro, siger tidligere kirkeminister Torben Rechendorff (K). ? Foto: Leif Tuxen.

- Salmen "Herre, du vandrer forsoningens vej" fortæller det kristne budskab i et nutidigt sprog, og det er vigtigt, hvis de kommende generationer også skal synge salmer, siger tidligere kirkeminister Torben Rechendorff

Har du en yndlingssalme?

- Jeg holder af mange salmer, både gamle og nye, men jeg vil vælge en af de nye salmer fra salmebogen, nemlig "Herre, du vandrer forsoningens vej" af den svenske provst Tore Litt-mark, som har skrevet såvel teksten som melodien. Som medfader til den nye salmebog vil jeg gerne være med til at udbrede de nye salmer, for de er nutidige bud på, hvordan kristendommen kan formidles.

Noget af det vigtigste med de nye salmer er, at også generationerne efter os kan forbinde noget med salmernes ord. Det er jo også derfor, Bibelen oversættes til nudansk. Og for mange danskere kan de nye salmer være med til at lukke op for den gamle salmeskat.

Er der en bestemt formulering eller tanke i salmen, som du holder særligt af?

- Jeg holder meget af det sidste vers, som blandt andet siger: "Herre, du viser os Himmelens vej, den, som os fører til livet". Salmen taler enkelt og i et ukunstlet sprog om omsorg, næstekærlighed og om at vise vejen til Gud, hvilket jo er det centrale i kristen forkyndelse. Nogle af de nye salmer er allerede blevet landeplager, men "Herre, du vandrer forsoningens vej" skal have lidt længere tid.

Hvad betyder de danske salmer for dig?

- Salmerne er for mig en umistelig del af den røde tråd i mit liv. Uden bibel, salmebog og gudstjeneste ville jeg være på gyngende grund. De udgør det fundament, som jeg står på. Salmebogen er måske umiddelbart mere tilgængelig end Bibelen, og den rummer da også både bønner og en tekstdel, man kan fordybe sig i. Hvis man skal have indblik i evangelisk-luthersk kristendom, er begge bøger en forudsætning.

Torben Rechendorff har sendt stafetten videre til tidligere direktør og bestyrelsesformand for Novo Nordisk, Mads Øvlisen. Han vil i næste uge fortælle om sin yndlingssalme på denne plads.