Mogens Ohm Jensen

Mogens Ohm Jensen. - Foto: Privatfoto.

Har du brug for en at tale med om tro, livet eller noget helt andet, så stiller disse præster sig til gratis rådighed. De har i folkekirkeligt regi i særlig grad beskæftiget sig med åndelig vejledning og sjælesorg. Send en mail eller ring til en hvilken som helst præst. Alle har tavshedspligt

Jeg er født i 1962, er sognepræst i Jakobskirken i Roskilde og har en efteruddannelse i terapeutisk sjælesorg hos Bent Falk.

Mine erfaringer inden for sjælesorg spænder fra lyttende samtale med respekt for den sjælesorgssøgendes signaler og behov til sang, bøn og velsignelse, hvis personen ønsker det. Jeg har gennem 5 år været frivillig leder i sorggruppe for børn og unge, som har mistet en forældre eller søskende.

Jeg kalder det ikke åndelig vejledning, eftersom jeg ikke specielt har fokus på bøn og spiritualitet, men på hele personens livssituation. Jeg koncentrerer mig om det, som situationen lægger op til, og som personen ønsker, at samtalen skal handle om.

Jeg har kendskab til og erfaring med nyreligiøsitet og andre trosuniverser. Det er en løbende interesse siden min ungdom og mit teologistudium. Jeg er medlem af Dialogcentret og IKON og følger med gennem bladene.

Mennesket er vigtigere end trossystemet, som præger vedkommende. Jeg giver med- og modspil, så jeg både er medvandrer på den andens vej der, hvor jeg forstår og billiger den, og kommer med kritiske spørgsmål, hvor jeg synes, det er påkrævet.