Jeg oplevede Jesus som en flygtig skygge

Jeg følte her på denne stue mere Guds fravær end Guds nærvær. Jeg begreb ikke Jesus, og jeg følte heller ikke, at han greb mig, skriver Peter V. Legarth i essayet "Isolationens tryk". Læs et uddrag af essayet her

Når jeg lytter til Yesterday, den skønne og enkle Beatles-sang, bliver jeg mindet om puberteten med dens sårbarhed og længsler. Paul McCartney sætter melodi og ord til nogle følelser, jeg kan genkende hos mig selv fra dengang. Og når jeg i dag lytter til denne musik, føres jeg uvilkårligt tilbage til mit værelse i præstegården, hvor jeg hver søndag eftermiddag lyttede til Top 20 med Jørgen Mylius. Musikken forbinder mig med en bestemt erindring og følelse.

Musikken genskaber situationen. Jeg har det på en lignende måde med duften af hyacint.

Da min mor døde i december 2006, var der på værelset en stærk duft af hyacint. Det var en liflig duft, men for mig er den ikke længere behagelig, fordi denne markante vellugt nu minder mig om et dødsleje. Hyacint vil i fremtiden være en duft, der udtrykker død og afsked.

Under min hospitalsindlæggelse i efteråret 2014 lyttede jeg igen og igen til Brahms’ violinkoncert. Dette fremragende stykke musik vil jeg fremover forbinde med dette sygehus-ophold. Jeg vandrede meget op og ned af hospitalsgangen og senere også udendørs i en gårdhave. Jeg lyttede igen og igen til Brahms. Han kunne artikulere nogle af mine følelser.

Jeg var i august 2014 blevet syg med feber og med et meget højt infektionstal. Allerede i foråret 2014 havde jeg været igennem en hospitalsindlæggelse på grund af lungehindebetændelse, og jeg havde været plaget af stærke smerter med deraf følgende træthed. Men jeg var kommet på ret kurs igen og havde fundet mig til rette med hverdagens store og små opgaver. Men nu – efter en god sommerferie - meldte sygdommen igen sin ankomst. Jeg orkede det ikke, men jeg havde jo ikke noget valg. Jeg kunne ikke meddele chaufføren, at jeg ville af bussen, fordi jeg var kommet med den forkerte bus, der var på vej til det forkerte sted. Man kan ikke stå af ’bussen’, når man bliver syg.

Jeg blev i første omgang indlagt på Visitationsafdelingen på sygehuset. Jeg fik plads på en stue, hvor der i forvejen lå en ældre kvinde. Hun fortalte, at hun og hendes mand var blevet pensioneret for en halv snes år siden, men han døde kort tid efter pensioneringen. Hun ville have mig til at give en god forklaring på, at noget sådant kunne ske.

Det kunne jeg ikke, men jeg kom i tanke om bogen "Da Gud så til den anden side". Jeg prøvede at forklare hende, at vi kan have en sådan oplevelse af Guds fravær, men på et tidspunkt kan vi måske også ane en vished om, at Gud netop ikke så til den anden side. Mine ord tog hinanden i hænderne, og jeg sagde noget, som i grunden var sagt til mig selv, for jeg følte her på denne stue mere Guds fravær end Guds nærvær. Jeg begreb ikke Jesus, og jeg følte heller ikke, at han greb mig. Jeg oplevede Jesus som en flygtig skygge.

Jeg vågnede op og var rundt på gulvet. Jeg påstod over for sygeplejersken, at det ur, som jeg havde på, ikkevar mit. Hvordan var det gået til? Havde de bemærket noget mystisk i nattens løb? Jeg antydede, at personalet havde stjålet mit ur. Da min kone, Ruth, dukkede op, fortalte jeg hende om det passerede, men hun beroligede mig. Det var mit eget ur, jeg havde på armen.

Op ad formiddagen oplevede jeg flere hallucinationer. Jeg så en film udspille sig; folk stod af eller på busser; på fortovet myldrede 50 mennesker af sted med store pakker. Jeg var i 30'ernes Berlin. Jeg så også mærkelige figurer på væggene. Og pludselig kom personer gående ved siden af min seng. Jeg tog en bog for at forsøge at læse lidt, men jeg lagde hurtigt bogen fra mig, da stjerner kom flyvende bagfra opad forbi bogen. Det er faktisk ikke rart at ’opleve’ den slags hændelser.

Jeg vidste, at det var uvirkeligt, men jeg så det ikke desto mindre. Det var ikke blot nogen svage forestillinger. Jeg kunne med egne øjne tydeligt se disse ting og bemærkede flere detaljer. Og dog vidste jeg, at det var fiktion.

Jeg blev overflyttet til andre afdelinger. Jeg fik hyppige rysteture, hvor jeg ikke kunne styre arme og ben. Ganske ubehageligt. På et tidspunkt baksede to læger og to sygeplejersker med mig. De råbte ind i mine ører: Peter, er du der? Det var en dramatisk situation. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Blot den kendsgerning, at der var så mange omkring mig gjorde mig underligt til mode. Og deres anråb overvældede mig. De var tydeligvis meget ængstelige for, at jeg skulle miste bevidstheden, når jeg lukkede øjnene. Var min situation virkelig så alvorlig? Personalet formanede mig til at tage dybe indåndinger, hvilket ikke faldt mig let, fordi jeg bestandigt følte mig afbrudt i forsøget på at snappe efter luft. Men efterhånden faldt der ro over kroppen.
 
Jeg følte disse rysteture som ydmygelser: Han har ikke engang kontrol over sine lemmer.

Der blev oprettet isolation. Personalet kom nu ind til mig med mundbind og med særlige kitler, og de havde minimal fysisk kontakt med mig. Det gav mig alt sammen en følelse af usikkerhed. Hvad sker der med mig?

Det viste sig efterhånden, at jeg havde stafylokokker i blodet, med andre ord en blodforgiftning. Det føltes som en ret ildevarslende besked, og jeg måtte indse situationens alvor. Overalt i min krop, hvor der var blod, var disse djævelske bakterier. Jeg fik at vide, man nu skulle typebestemme denne stafylokok, og man ville derefter sætte massivt ind med antibiotika.

Jeg begyndte at få problemer med vejrtrækningen og blev koblet på et apparat, der gav mig 15 liter fugtet ilt i minuttet. Det er ret meget, men det var naturligvis også tankevækkende, at jeg havde behov for så meget ilt. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Jeg kontaktede Ruth, som smed, hvad hun stod med og straks kom ud til mig i Skejby. Alvoren i sygdommen var gået mere op for hende end for mig. Jeg husker, at Ruth ankom, stærk, velklædt, rank, professionel. Jeg beundrede hende og tænkte på forskellen mellem hende og mig. Men som sagt var der også alvor i hendes blik, hvilket jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til. Hun vidste, at blodforgiftning kan medføre, at kroppens organer sætter ud; det vidste jeg ikke noget om, men Ruth havde en frygt for, at jeg ville dø af denne sygdom. Jeg blev grådlabil.

Jeg lærte en sang at kende: "Strange fruits" af Billie Holiday. Historien bag denne rædselsvækkende sang fik tårerne frem i mine øjne, og jeg kunne ikke fortælle om det uden at komme til at græde. Det er en ufattelig ondskab, de sorte i Sydstaterne havde været udsat for.

Jeg græd af sorg. Og jeg kunne græde af glæde. En søndag morgen lyttede jeg til kristen musik på Spotify. Første nummer: "Above All" af Michael W. Smith. Den sang slog benene væk under mig. Tårerne løb ned af mine kinder. Jesu kærlighed var above all. Det budskab trængte dybt ind i mig i den tidlige morgenstund.

Heldigvis kom en sygeplejerske ind til mig, og jeg forklarede hende, hvorfor jeg græd. Vi fik en god samtale om Jesu kærlighed. Jeg har stort set ikke grædt, siden jeg var barn; men nu vældede gråden op i mig. Jeg forstod det ikke.