Hvad er Barnabasevangeliet?

At forfatteren til Barnabasevangeliet har et meget begrænset kendskab til Israels geografi afsløres ved, at han lader Jesus sejle på Genesaret sø til sin hjemby Nazaret (kapitel 20). I virkeligheden ligger byen i Galilæas bjergland cirka 25 kilometer fra søen, skriver ph.d. og ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut Peter Olsen. Foto: Barnabas-ikon / wikimedia.org

Barnabasevangeliet er givetvis skrevet af kristne konvertitter til islam og er redigeret, så det stemmer med Koranen, skriver ph.d. og ekstern lektor Peter Olsen

Spørgsmål:

Hej

Jeg har en del muslimske venner og har fået smidt denne "nyhed" i min mail indbakke.

I mine øjne er det et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved vores tro.
Hvad er Barnabasevangeliet? Hvilke modargumenter kan I give?

Venlig hilsen
"Mig"

Svar:

Kære mig (dig),

Jeg ved en smule om Barnabasevangeliet, men har ikke bedrevet egentlig forskning i det. Jeg sender dig en række kortfattede oplysninger men kan i øvrigt henvise til kronikken i Kristeligt Dagblad, d. 27/8 2002, skrevet af Erling Albinus.

Barnabasevangeliet er formentlig blevet til i det 14. eller det 16. århundrede efter Kristus. Vi har indtil for nylig kun kendt det i en fuldstændig italiensk- og en ufuldstændig spansk udgave begge fra det 16. århundrede.

Det er givetvis skrevet af kristne konvertitter til islam, idet Barnabasevangeliet ligner en udgave af Matthæusevangeliet men redigeret, så det stemmer med Koranen. På trods af at det tydeligvis er et sent falsum, bruges det ofte og fuldstændigt ukritisk i muslimers undervisning om Jesus.

LÆS OGSÅ:Hvad er forskellen på Koranen og Bibelen?

Ifølge Barnabasevangeliet (kapitel 215) blev Jesus inden korsfæstelsen ført op til himlen af englene Gabriel, Michael, Rafael og Uriel. Derefter forandrede Gud Judas' udseende, så han lignede Jesus (kapitel 216). De romerske soldater fangede derfor Judas og korsfæstede ham i stedet for Jesus (kapitel 217). Nogle af disciplene stjal så Judas' lig og satte det falske rygte i omløb, at Jesus var opstået fra de døde (kapitel 218).

I kapitel 220 åbenbarer Jesus sig for sin mor og for et mindre antal disciple. Han forklarer dem, at han slet ikke døde og derfor heller ikke er opstået. Men denne løgn om ham skal fortsætte, siger han, indtil Gud oprejser et særligt sendebud ved navn Muhammad. Han skal afsløre løgnen.

I kapitel 41 genfortælles i øvrigt beretningen om Adam og Eva, der bliver drevet ud af Paradis. De vender sig om og ser, at der over porten til Paradis står:

'Der er kun én Gud og Muhammad er hans profet.'

At forfatteren til Barnabasevangeliet har et meget begrænset kendskab til Israels geografi afsløres ved, han lader Jesus sejle på Genesaret sø til sin hjemby Nazaret (kapitel 20). I virkeligheden ligger byen i Galilæas bjergland cirka 25 kilometer fra søen.

Kendskabet til Israels historie er heller ikke imponerende, når Barnabasevangeliet lader Jesus gå ind og ud af Salomos tempel (kapitel 81). Som bekendt blev dette tempel revet ned af babylonerne i 586 før Kristus.

I øvrigt siger Jesus ifølge Barnabasevangeliet, at de sande tilbedere engang skal søge Guds nåde i en anden by (kapitel 82). Det skal forestille en profeti om byen Mekka i Saudi Arabien.

Der er mange tilsvarende problemer med Barnabasevangeliet. Interesserede kan læse mere herom i Per Beskow: "Fynd och Fusk i Bibelns Värld" (Stockholm 1979, ny bearbejdet udgave 2005).

I foråret 2012 er en aramaisk udgave af Barnabasevangeliet blevet udstillet på Etnografisk Museum i Ankara, Tyrkiet. Denne udgave hævdes at være 1.500 år gammel, men indtil uafhængige forskere har dateret dette fund, må vi stille os skeptiske til påstanden om dets alder.

LÆS OGSÅ: Vatikanet på jagt efter et 'femte evangelium'

Og uanset den præcise datering taler de indre vidnesbyrd (for eksempel det manglende kendskab til Israels geografi) imod en tidlig affattelse af Barnabasevangeliet.

Venlig hilsen
Peter Olsen,
Ph.d. og ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.