Tro, håb og kærlighed?

Både i Det Nye Testamente og i supplerende litteratur er forståelsen af tro, håb og kærlighed den samme, skriver lektor Helge Kjær Nielsen Foto: F. Girou

At tro, håb og kærlighed er tre grundlæggende begreber i Det Nye Testamente er indiskutabelt, skriver lektor Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål: Der står i 1. Korintherbrev kap. 13 vers 13: Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Ordet "disse" viser tilbage til noget, men hvilke tre er der tale om? Jeg kan ikke finde dem omtalt.

Ole

Svar:

Kære Ole,

Det er rigtigt, at de lidt efterhængte ord disse tre umiddelbart kan rejse spørgsmålet, hvilke tre der er tale om. Man skal imidlertid ikke langt tilbage i teksten for at finde svaret. Disse tre refererer nemlig til de umiddelbart foranstående ord: tro, håb og kærlighed.

Den lidt påfaldende ordstilling svarer nøje til den, der findes i den græske tekst, der ligger til grund for oversættelsen. Denne ordstilling er imidlertid ikke fastholdt i alle oversættelser, og dermed blokeres for den mulige fejltolkning.

I den norske oversættelse lyder det: Så bliver de stående, disse tre: Tro, håp og kjærlighet. Men størst blant dem er kjærligheten.

I den ret nye danske oversættelse med titlen Den Nye Aftale er der følgende ordlyd: Tro, håb og kærlighed forsvinder aldrig, og af de tre er kærligheden det vigtigste.

Uanset om man vælger den ene eller anden formulering, er forståelsen den samme, nemlig at disse tre refererer til tro, håb og kærlighed.

At tro, håb og kærlighed er tre grundlæggende begreber i Det Nye Testamente er indiskutabelt. Det er stærkt understreget af blandt andet forhenværende universitetslektor Sigfred Pedersen. Der kan henvises til heftet Kærligheden hedder Kristus, der handler om hele kapitel 13 i 1 Korinterbrev. Heftet kom på forlaget Aros i 1980.

Desuden kan nævnes hans bog Om at være menneske, Forlaget Anis 1993. Her gælder det især siderne 93-108.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen,
Lektor, dr. theol. i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet