Spørg

Hvad betyder det at synde mod Helligånden?

Mange har gennem tiden frygtet at bespotte Helligånden.

Farisæerne kaldte Helligånden en dæmon, og det er ifølge Jesus en synd

Spørgsmål
Hvordan skal man egentlig forholde sig til det med at synde mod Helligånden. Hvad betyder det overhovedet? Jeg diskuterede det med en, der mente, det var kommet ind mod dem, der var irriterede over den forstyrrende tungetale i kirken. Det var vel ret udbredt i oldkirken? Jeg syntes selv, det er en besnærende tanke, men set ud fra den sammenhæng, ordene er udtrykt i, er det jo nok ikke sandsynligt.

Venlig hilsen
Villy

Svar

Kære Villy

Jesu ord om synd mod Helligånden eller bespottelse mod Helligånden finder vi blandt andet i Mattæusevangeliet kapitel 12: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

Sammenhængen er at farisæerne netop har beskyldt Jesus for at uddrive dæmoner ved hjælp af en endnu stærkere dæmon, nemlig Betzebul.

Jesus gør klart for farisæerne, at hvis han uddrev dæmoner ved hjælp af dæmoner, så var der jo splid i dæmonernes lejr, og hvordan skulle de så kunne holde sammen? Nej, Jesus uddriver dæmonerne med Guds ånds kraft.

Farisæerne har dermed kaldt Helligånden for en dæmon, og der falder Jesu ord, som er citeret ovenfor.

Hvordan skal de så forstås? Mange mennesker har gennem årene frygtet, at de nu har begået den utilgivelige synd og er direkte på vej mod Helvede. Men Jesus har sagt, at der altid er tilgivelse for den, der angrer. Men måske var farisæernes hjerter blevet så hårde, at de ikke længere kunne nås af Guds nåde, der vækker ønsket om tilgivelse i os. Jeg kan ikke præcis definere, hvad Jesus mente med ordene, men jeg kan fastholde, at der altid er tilgivelse for den, der angrer, og kun den, der gør sit hjerte hårdt, stiller sig udenfor Guds nåde og tilgivelse.

Ovenstående skriftsted er ingen steder forbundet med tungetalen, som er en åndelig gave - et slags bønnesprog, der især nævnes i Apostlenes Gerninger og Første Korintherbrev.

Med venlig hilsen
Mikael Wandt Laursen
Præst ved Kirken i Kulturcenteret

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.