Hvad går opblødningen af det store skisma ud på?

I 1965 oplæste den katolske pave Paul den Fjerde og den økumeniske patriark Athenagoras den Første en fælles erklæring og udtrykte håb om, at bruddet mellem kirkerne ville blive helet, svarer cand.scient.pol. Kristian Larsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har et spørgsmål angående "det store skisma". 

Jeg har nogenlunde styr på begivenhederne i 1054 og substansen i konflikten. Mit spørgsmål går på, hvad indholdet i opblødningen i december 1965 egentlig er? 

Er den gensidige ekskommunikation ophævet eller kun opblødt, og hvem har givet sig på hvilke områder for den oprindelige uenighed? 

Med venlig hilsen 
Jens

Svar:

Kære Jens

Ekskommunikation i kirkelig sammenhæng betyder, at den fælles modtagelse af nadveren ikke er mulig.

I dag er det sådan, at den romersk-katolske kirke modtager ortodokse kristne (men ikke protestantiske kristne), og at den ortodokse kirke ikke modtager ikke-ortodokse kristne ved nadveren. Der er altså ikke tale om en fælles "opblødning".

Det der skete i 1054 var, at en pavelig delegation krævede, at den økumeniske patriark skulle anerkende pavens overhøjhed. Da patriarken ikke kunne bøje sig for dette krav, ekskommunikerede pavedelegationen patriarken, der svarede ved at ekskommunikere pavedelegationen. 

LÆS OGSÅ: Er jeg katolik, ortodoks eller protestant?

I 1965 oplæste den katolske pave Paul den Fjerde og den økumeniske patriark Athenagoras den Første en fælles erklæring, hvor de fortrød disse begivenheder, erklærede dem for glemt og beklagede følgerne af dem. De udtrykte desuden håbet om, at bruddet mellem kirkerne ville blive helet.

Patriarken blev af mange ortodokse kritiseret for dette skridt, først og fremmest fordi han ikke på forhånd havde taget Kirken med på råd. I den ortodokse kirke er det nemlig sådan, at kun biskopperne i fællesskab er Kirkens overordnede myndighed på jorden. 

Han blev også kritiseret for at se stort på hovedårsagen til bruddet, nemlig det pavelige krav om overhøjhed og de mange katolske nydannelser efter 1054 som den ortodokse kirke finder uacceptable.

LÆS OGSÅ: Har den katolske og ortodokse kirke samme helgener?

I den ortodokse kirke er der forskellige holdninger til dialogen med den katolske kirke. Der er dem, der tager afstand fra dialog, idet de ser den som udtryk for en "økumenisme", som hviler på en humanistisk forudsætning om, at vi bare skal være mere tolerante overfor hinanden, og at det vil føre til fryd og gammen. 

Men det ortodokse flertal mener ikke, at dialog er ensbetydende med "økumenisme", og opfatter det som helt naturligt at føre en mellemkirkelig dialog, når den har til formål at tydeliggøre doktrinære forskelle og samarbejde om gode gerninger (nødhjælp og så videre).

Den nuværende økumeniske patriark Bartolomæus har løbende været i dialog med skiftende paver. I maj 2014 mødtes han med pave Frans i Jerusalem, hvilket der kom en erklæring ud af, som fulgte op på erklæringen fra 1965. 

Heri bekræfter de deres "vilje til at fortsætte med at vandre sammen mod enhed" ikke på grundlag af den laveste fællesnævner, men under Helligåndens vejledning. Erklæringen er altså ikke udtryk for "indrømmelser", men for, at bruddet er en tilstand, som begge sider bør arbejde for at hele.

Venlig hilsen
Kristian Larsen
Cand.scient.pol og ortodoks kristen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.