Døde Jesus overhovedet på korset?

Evangelierne giver ikke grund til at antage, at der i eddiken, som Jesus blev givet på korset, skulle være indblandet alrunerodsaft, som kan medføre bevidstløshed, skriver Helge Kjær Nielsen, dr.theol. og lektor ved Aarhus Universitet Foto: Astrid Melkær Andersen

Der er ikke i teksterne noget grundlag for at antage, at Jesus kun skulle have været bevidstløs, da han blev taget ned fra korset, svarer Helge Kjær Nielsen, dr.theol. og lektor ved Aarhus Universitet

Spørgsmål om Jesus

Jeg har læst, at saften fra planten alrunerod virker smertestillende og i større mængder kan medføre bevidstløshed. Saften udtrækkes af planten ved hjælp af eddike og indtages ligeledes opløst i eddiken.

Alrunerod skulle bevisligt være en del af Palæstinas flora på Jesu tid.

Da Jesus hang på korset og sagde: "Jeg tørster," fik han rakt en stang med en svamp for enden, indeholdende eddike.

Var der mon alrunerod i denne eddike og kunne det forholde sig sådan, at Jesus kun var bevidstløs, da han blev taget ned af korset?

Med venlig hilsen,
Ingeborg Hansen

Svar fra dr.theol.

Den forståelse, der luftes i spørgsmålet, har jeg ikke mødt tidligere, og det er jo altid spændende at blive præsenteret for nye tolkninger.

Man kan selvfølgelig ikke fremføre argumenter, der umuliggør den fremførte forståelse, men endnu vanskeligere er det utvivlsomt at finde nogle, der sandsynliggør den.

Eddike var på Jesu tid en drik for almindelige mennesker, herunder også soldater, og det er antageligt en sådan drik, der sigtes til i de fire evangelier.

Der er ikke i teksterne noget grundlag for at antage, at der i eddiken skulle være indblandet saft fra planten alrunerod. Til den mulighed, at Jesus kun skulle have været bevidstløs, da han blev taget ned fra korset, er at sige, at det i hvert fald ikke er sådan, evangelisterne har forstået det.

Dermed er det historiske spørgsmål om hele begivenhedsforløbet naturligvis ikke endegyldigt besvaret, men det forekommer sandsynligt, at Jesus uanset om det var med rette eller urette, at han af nogle blev opfattet som Guds søn blev korsfæstet og døde, som mange andre også blev det.

Med venlig hilsen,
Helge Kjær Nielsen
Lektor og dr. theol

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.