Er der nogen grund til at bede?

Edita Djaladian (med tørklæde) skal sammen med sin far, storesøster og mor sendes til Armenien. Familien ...

At bede er alt andet end tidsspilde, og hvad, der sker, er ikke forudbestemt. Bøn forandrer, skriver åndelig vejleder Poul A. Beck. Scanpix

Gud vil gerne inddrages i vore overvejelser og tanker, og han inddrager selv os. Gud forholder sig dialogisk og relationelt til os, skriver åndelig vejleder Poul A. Beck

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Hvorfor siger mange af de mennesker, der beder til Gud også, at alle hændelser er Guds vilje? Hvis det alligevel er Guds vilje, kan man vel bruge sin tid på noget andet end at bede?

Venlig hilsen
Andy Kiel

LÆS OGSÅ: Hvad er bøn?

Svar:

Hej Andy

Tak for dit spørgsmål. Det er et rigtigt godt spørgsmål, som jeg tror, mange stiller sig i det stille. Man møder det også ofte i en lidt anden variant, der lyder nogenlunde: Hvis Gud ved alt, hvorfor så bede? Så ved han jo også allerede, hvad man vil bede om.

Hvis det virkelig forholder sig sådan, så vil jeg give dig helt ret. Så må tiden da kunne bruges på noget bedre end at bede. Men denne forståelse stammer især fra en oldgræsk opfattelse af en gud, som er uforanderlig, ubevægelig og langt borte.

Bibelen (og derfor også jeg) har det bare ikke sådan. At bede er alt andet end tidsspilde, og hvad, der sker, er ikke forudbestemt. Bøn forandrer.

Jeg elsker trosfortællingen i 1. Mosebog kap 18,16-33. Her kommer den i min frie gengivelse.

Den handler om de meget grumme og onde byer Sodoma og Gomorra. Det, indbyggerne gør der, er så fælt, at deres skrig er nået op til Gud. Derfor stiger Gud ned for at undersøge sagen. Er de nu virkelig også så onde, som det lyder til?

Tænk sig, Gud sidder ikke bare ubevægelig og ligeglad i sin vidunderlige himmel. Nej, han ulejliger sig selv ned fra sin ophøjede position for personligt at undersøge sagen. Gud lytter ikke til løse rygter eller spindoktorer med en politisk dagsorden. Det træk hos Gud kan jeg umådeligt godt lide.

Da Gud når jorden, går han vejen omkring Abraham og får en god middag. Når Gud alligevel er i nærheden, så besøger han sin gode ven og fortrolige Abraham. Skønt! Gud er vores ven, som kommer på besøg.

På vej videre derfra skal Gud så til Sodoma og Gomorra. Abraham følger ham et stykke på vej. Nu går Gud så og overvejer, om han skal holde besøgets formål for sig selv, eller om han skal indvie Abraham i planerne.

Gud beslutter sig for det sidste. Store sager drøfter man gerne med sine venner. Sådan har Gud det også - selv om han godt kunne lade være. For mig er det et fantastisk træk.

Gud, der kan alt, ved alt og har magt til alt, er så stor, at han ikke er for stor til at høre andres mening. Gud vil faktisk gerne høre, hvad vi har på hjertet. Det sker i bøn.

Vi elsker vel også, når vores elskede (venner, ægtefælle, børn eller børnebørn) vil høre vores synspunkter om det, som de for tiden går og overvejer. Gud vil gerne inddrages i vore overvejelser og tanker, og han inddrager selv os. Gud forholder sig dialogisk og relationelt til os, som til Abraham for at høre hans synspunkter på den svære sag om, hvorvidt Sodoma og Gomorra skal ødelægges eller ej.

Abraham stiller sig så foran Gud ja, står næsten i vejen og så åbner han sit hjerte: Hvad nu Gud, hvis der også er for eksempel 50 gode og retfærdige mennesker i byen? Vil du så virkelig ødelægge de 50? Vil du, som er Gud og dømmer retfærdigt, vil du virkelig lade både gode og onde, retfærdige og uretfærdige dø side om side? Det kan du da ikke, vel Gud?

Gud er helt enig og svarer meget, meget generøst og særdeles barmhjertigt. Er der bare 50 retfærdige, så går de alle fri.
Så bliver Abraham kold af sved. Hvad nu hvis der kun er 45? Så vil du da ikke være så smålig, at du lader alle dø, bare fordi der lige mangler 5? Nej, naturligvis ikke, forsikrer Gud. Er der bare 45 gode mennesker, så går de alle fri.

Men Abraham er stadig utryg, så han går han ned på 40. Gud går med. Så går Abraham ned på 30. Så går Gud igen med.
Så vover Abraham en frygtelig tanke: Hvad nu hvis, der kun er 20. Skal de så alle dø? Nej da, kvitterer Gud. Til sidst bæver Abraham: Måske findes der kun 10? Hvad så? Findes der bare 10 retfærdige i byen, så skal de alle leve, lover Gud. (Hvordan det gik, må du selv læse i Bibelen).

Jeg elsker den beretning, fordi den så vidunderligt beskriver:

- At Gud er alt andet end ubevægelig og uforanderlig.
- At Gud er alt andet end ligeglad og højt ophøjet.
- At bøn er relation, dialog og at vende sig til, ja stå foran Gud og frit, men dog ærbødigt, lette sit hjerte for alle bekymringer, frygt og mørke tanker.

Og det forandrer rigtig, rigtig meget. Om ikke andet, så hos os, der beder.

God bøn og fornøjelse!

Poul A. Beck
Freelancepræst og åndelig vejleder
Se Poul A. Becks hjemmeside.