Er jeg stadig fadder, selvom jeg melder mig ud af folkekirken?

Barnedåb, dåb,

For at der kan være nogle flere end forældrene til at have omsorg for barnet, er der faddere. De skal drage omsorg for, at barnet bliver oplært i den kristne tro, hvis forældrene ikke kan det. Det er faddernes opgave, skriver Peter Grarup. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

For at der kan være nogle flere end forældrene til at have omsorg for barnet, er der faddere. De skal drage omsorg for, at barnet bliver oplært i den kristne tro, hvis forældrene ikke kan det. Det er faddernes opgave, skriver Peter Grarup Iris

Ja, for der kræves kun én ting af dig, for at du kan være fadder: At du selv er døbt. Men må jeg spørge dig, hvorfor du ikke vil indføre dit fadderbarn i den kristne tro, skriver pensioneret sognepræst Peter Grarup

Spørgsmål:

Kære Peter Grarup

Jeg er fadder for min gode venindes datter. Men nu overvejer jeg at melde mig ud af folkekirken. Får dette nogle konsekvenser for min registrering som fadder for barnet?

Jeg ser det at være fadder som en tilkendegivelse af, at jeg vil gøre alt i hele verden for barnet, og ikke som en tilkendegivelse af, at jeg vil indføre barnet i den kristne tro.

Med venlig hilsen
Mads

LÆS OGSÅ: Hvad er en fadder og en gudmor?

Svar:

Kære Mads

Dit spørgsmål er ganske enkelt at svare på.

LÆS OGSÅ: Hvordan er faddere forpligtet?

Men før jeg gør det, har jeg lyst til at sige: Hvor er den pige heldig, at hun har dig som fadder. Du "vil gøre alt i hele verden" for hende. Hold endelig fast i det! Vi har alle sammen brug for nogle, som elsker os og vil os det godt.

Og så dit spørgsmål om din udmeldelse får konsekvenser for dit fadderskab for barnet.

Nej, det gør det ikke!

Der kræves nemlig kun én ting af dig, for at du kan være fadder ved et barns dåb: At du selv er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og det er du, ellers kunne du ikke være medlem af folkekirken.

Og selv om du skulle vælge at melde dig ud af folkekirken, er du altså stadig døbt. Du kan godt kassere både troen og kirken, men dåben kan ikke slettes af dit livs historie. Altså kan du stadig være fadder for den heldige pige, for du er selv døbt.

Og så vil det vel egentlig være fair at tilføje, at selv om jeg af hele mit hjerte mener, hvad jeg skrev til indledning, at den pige er heldig, der har dig til fadder, så har du nu nok læst "varedeklarationen" lidt for hurtigt, eller også har en præst sjusket med at forklare, hvad det egentlig er at være fadder.

For det er naturligvis ikke op til hver enkelt at finde på, hvad det betyder. At være fadder er altid at være fadder for én, der er blevet døbt. Det har altså noget med dåben at gøre.

Og kristen dåb har kun én betydning: Den gør os til kristne. Vi døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til at høre til i det fællesskab, som vi kalder kirken. Ikke bare folkekirken, men den store verdensomspændende kirke, der består af alle, som er døbt og tror på Jesus Kristus, og som derfor kaldes "kristne".

LÆS OGSÅ: Kan jeg sige ja til mit barns dåb, når jeg ikke selv er kristen?

Det er derfor, trosbekendelsen altid går forud for dåben. En eller anden - måske forældrene - sagde på barnets vegne "ja" til den bekendelse, som er udtryk for kirkens fælles tro.

Forældre, der tager deres barn med i kirke for at få det døbt, siger på den måde: Vi vil gerne videregive den kristne tro til vort barn. Og for at der kan være nogle flere end forældrene til at have omsorg for barnet, er der altid nogle faddere, hvis opgave det er at drage omsorg for, at barnet bliver oplært i den kristne tro, hvis forældrene ikke kan det. Det er faddernes opgave.

Og så kunne jeg godt tænke mig - sådan i al stilfærdighed - at spørge, hvordan det hænger sammen, at du vil gøre alt i hele verden for barnet, men ikke indføre hende i den kristne tro? Er det ikke at lave et underligt hul i "alt"? Selv om "næsten alt" jo da heller ikke er så lidt.

Med venlig hilsen
Peter Grarup,
pensioneret sognepræst og panelist på kristendom.dk

Spørgsmål 2:

Kære Peter

Tak for det uddybende svar.

Svaret på dit spørgsmål, stillet i stilfærdighed, må være:

Jeg vil gøre alt i hele verden for barnet, så hvis barnet ønsker at blive indført i den kristne tro, vil jeg gøre dette, da jeg kun har respekt for sådant et ønske.

Jeg er af den opfattelse, at vi kun har religionsfrihed, når vi vælger religion til og ikke fra. Hvis man per automatik er kristen, når man bliver født, så kan man kun vælge kristendommen fra, ikke til.

Med venlig hilsen
Mads

Svar 2:

Kære Mads

Vi er helt enige om, at religionsfrihed er en kostbar gave, som vi skal værne om. Der er jo steder i verden, hvor den ikke er en selvfølge, som den er her hos os, og hvor magthaverne tvinger mennesker i religiøse spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Kan vi få en dåb, som passer til vores tro?

Vi er også helt enige om, at man ikke bliver kristen per automatik, når man bliver født. Det at være kristen er (for nu at bruge et par gamle udtryk fra Det Nye Testamente) at være efterfølger af Jesus Kristus, eller at være elev (discipel) af Jesus.

Selv holder jeg vist mest af det sidste. At være elev. Der er nemlig altid noget nyt at lære, uanset hvor gammel man bliver. Og elev af Jesus kan man naturligvis kun være i frihed. Det må være det, du mener med "at vælge til". Så der er vi også enige.

Men nu er det jo sådan, at den lille piges forældre (mor?) allerede har valgt for hende, at hun skal døbes, mens hun er ganske lille. Det er derfor, du er fadder. Og dåben er altid og alene indgangsportalen til det at være kristen, altså være lærling af Jesus. Derfor er den også indmeldelsen i kirken.

Pigen, så lille hun er, er fra dåben medlem af kirken og elev af Jesus, og det bliver hun ved med at være, hvis hun ikke melder sig ud.

Det er der ikke noget mærkeligt ved. Sådan er skikken nu hos os. Dåben kunne sådan set godt vente, til hun selv kunne "sige til". Der er ingen aldersgrænse for dåb i vores kirke. Men hendes mor har altså valgt, at hun skal døbes og være en del af den kristne kirke helt fra lille.

Jeg kender jer jo ikke, men jeg gætter sikkert ikke helt forkert, når jeg gætter på, at både barnets mor og du selv også blev døbt som spæde. Det er jo sådan, de fleste gør her til lands.

Og selv om pigens mor havde valgt at lade dåben vente, kunne hun jo ikke undgå at "smitte af" på sit barn. Helt automatisk vil barnet - uden at nogen tænker rigtigt over det - lære vigtige ting af sin mor.

Hun vil lære at være elsket, altså noget om kærlighed. Hun vil lære at gå og at tale. Hvis moderen taler dansk, vil pigen også komme til det. Når moderen beder aftenbøn for barnet - det går jeg ud fra, at hun gør, når hun vælger at lade sit barn døbe til at være kristen - vil barnet automatisk lære, at til livet hører også bønnen til Gud. Og sådan kunne vi blive ved.

LÆS OGSÅ: Ti gode grunde til at blive døbt

Så det er meget svært at kræve, at lige præcis hvad troen (kristendommen) angår, må vi ikke lære vore børn noget, før de selv beder om det ("siger til"), for hvis jeg er kristen, hvordan skal jeg bære mig ad med at skjule det for mit barn?

Troen er jo noget af det vigtigste i et menneskes liv, og den kan man ikke holde hemmelig.

Det er klart, at der er mange ting omkring den kristne tro, som vi må vente med at lære, til vi bliver lidt ældre. Jeg er gammel, og jeg er såmænd ikke kommet særligt langt i lærebogen. Men det vigtigste, at vi alle er elsket af Gud, det lærer et lille barn meget bedre end en voksen.

Man kunne sige: Det er naturligvis vigtigt, at vi "vælger til" og siger ja tak til Guds kærlighed. Men det vigtigste er nu, at Jesus har lært os, at Gud en gang for alle har sagt ja til os, at Gud har valgt os alle sammen ind i sin kærlighed. Det er dåbens egentlige indhold. Og hvorfor snyde vore børn for den tryghed og glæde?

Med venlig hilsen
Peter Grarup,
pensioneret sognepræst og panelist på kristendom.dk