Fører penge til antikrist?

Johannes' Åbenbaring har man med rette betegnet som kriselitteratur. Den har til formål at indgyde håb hos læserne om, at alt vil ende godt, selv om det for øjeblikket ser sort ud, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen. Foto: Arkivfoto

Udtryk fra Johannes' Åbenbaring om 'dyrets tal', der alene giver adgang til at kunne købe og sælge, vil næppe skulle tages som vigtig information om en bestemt fremtidig økonomisk styring, svarer sognepræst Anders Eyvind Nielsen

Spørgsmål:

Hej,

Jeg er i den senere tid begyndt at læse mere og mere i Johannes' Åbenbaring, da jeg oplever en let "hånlig" stemning, når jeg spørger forskellige menigheder til den. De smågriner lidt og går let hen over emnet næsten som om, de vil undgå den.

Jeg tænker her på "Dyret fra Havet" og "Dyrets mærke", der jo er et krav for at kunne købe og sælge i de sidste tider.

Kan penge være det, der leder hen mod "Dyrets Mærke", da grådighed og penge indfinder sig over alt, samt at teknologien bliver mere og mere elektronisk (her tænker jeg på, om fremtiden kommer til at byde på en mikrochip i hånden for at kunne købe og sælge).

LÆS OGSÅ: Skrev Lazarus Johannes' Åbenbaring?

Jeg blev eksempelvis selv chokeret, da vi i min menighed en søndag to og to kort skulle tale om det med, at Gud lønner sine børn, og den der har, skal mere gives. Jeg var selv af den opfattelse, at det er rent åndeligt, man får. Ham jeg diskuterede med holdt stejlt på, at det var penge og syntes næsten, det var morsomt, at jeg mente, det var åndeligt.

Og selvom jeg flere gange argumenterede for, at penge er af denne verden, og at denne verden skal forsages, var der intet at gøre. Og min præst er meget afvisende og forstår slet ikke, hvad jeg mener, når jeg så spørger ham om det og Johannes' Åbenbaring i det hele taget.

Er penge vejen til antikrist?

Venlig hilsen
David Christensen

Svar:

Kære David Christensen

Lidt om at læse og forstå Johannes' Åbenbaring:

Det sidste skrift i Bibelen er rig på et farverigt og dramatisk billedsprog. Symbolikken virker svært tilgængelig for en rationel og ligefrem læsning.

Ned gennem den kristne fortolkningshistorie er Johannes´Åbenbaring gerne blevet læst og fortolket, som var der tale om forudsigelser om et bestemt forløb i de sidste tider eller i en fjern fremtid.

I perioder har grupper til næsten alle tider forsøgt sig med mere eller mindre spekulativt aktualiserende læsninger ved at prøve at afkode det anvendte symbolsprog for information om historiens vendepunkter og afslutning forud for eller lige efter et 'Tusindårsrige' (Johannes´Åbenbaring, kapitel 20).

Vi taler her om en fortolkningshistorie med meget modstridende træk.

LÆS OGSÅ: Tolker jeg Åbenbaringen rigtigt?

Johannes´ Åbenbaring har lagt navn til en større skriftfamilie kaldet apokalypser (åbenbaringer), der allerede var ret udbredt inden for antikkens græsk-romerske kultur både uden for og inden for jødisk-kristne fortolkningsmiljøer.

I Bibelen kan Johannes´ Åbenbaring især genbruge dele af Daniels Bogs apokalyptiske afsnit og symboler, som sættes ind i en ny sammenhæng. I den første kristne tid, mens diskussionen om den bibelske kanon endnu ikke var helt afsluttet, var der også enkelte andre åbenbaringsskrifter i brug blandt visse menigheder i Middelhavsområdet.

Den litterære kategori, der her er tale om, er fra første færd blevet læst og forstået både bogstaveligt og symbolsk eller åndeligt, om man vil. For eksempel nævner den jødiske historieskriver Josefus, at jødiske oprørsbevægelser.

Blandt andet læstes Daniels Bog nærmest som en slags krigsmanual, mens det munkelignende lille udbrydersamfund, der levede i Qumran, havde en udpræget åndelig eller symbolsk tilgang til det samme og andre skrifter med lignende litterære karaktertræk.

LÆS OGSÅ: Vakikanet advarer mod bogstavelig tolkning af Bibelen

Denne type litteratur har man med rette betegnet som kriselitteratur. Den har til formål at indgyde håb hos læserne om, at alt vil ende godt, selv om det for øjeblikket ser sort ud.

Dette tema kan gennemspilles på flere niveauer såvel et himmelsk som et jordisk og i gentagende sekvenser i varieret form i et til tider ret så udtryksfuldt billedsprog. Efter min mening taler det for en symbolsk omgang med de bibelske skrifter af den nævnte slags.

For eksempel vil udtryk som dyret fra havet, dyrets tal (...) 666, der angiveligt alene giver adgang til at kunne "købe og sælge (Johannes Åbenbaring, kapitel 13), næppe skulle tages som vigtig information om en bestemt fremtidig økonomisk styring eller finanskrise.

LÆS OGSÅ:Johannes Åbenbaring er en billedbog

Så vidt jeg kan se, vil det snarere skulle læses som et billedsprog, som tekstens første læsere var fortrolige med, nemlig som en udtryksfuld markering til tolkning af læsernes kritiske samtid, en beskrivelse af en undtagelsestilstand, de kunne spejle deres egen situation i og forstå i lyset af Vorherres himmel, som i henhold til den religiøse tro ville få sidste ord i sagen.

Sagt med Luther, bør de svære tekster, som for eksempel Johannes Åbenbaring med andre ord forstås i lyset af de lette tekster, altså evangeliet og ikke omvendt, de lette ud fra de svære.

Venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Dr.theol, sognepræst og panelist på kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.