Findes der vejledning i kristen meditation?

Kristen meditation handler om at stilne sindet og bliver mere fokuseret. Men det handler også om at lade Gud få råderum og lade sit liv forme efter Guds vilje, skriver Lene Skovmark, der er teolog og retræteleder. Foto: Iris

Kristen meditation handler ikke kun om at stilne sindet, men også om at at lade Gud få råderum og lade sit liv forme efter Guds vilje, svarer teolog Lene Skovmark

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Findes der nogen vejledning i eller oplysning om de fysiske og psykiske reaktioner ved kristen meditation?

Venlig hilsen
Ruth

Svar:

Kære Ruth

Tak for dit spørgsmål om kristen meditation. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt du ønsker vejledning i kristen meditation som sådan, eller kun om der er reaktioner ved det? Så nu svarer jeg lidt bredt.

Kristen meditation er en form for bøn, stille bøn eller lyttende bøn. Forstået som en holdning til og en lydhørhed over for Gud. Ofte tænker man bøn som vores bønner til Gud, men i meditationen lægger man sine tanker til side og åbner hjertet for Gud.

LÆS OGSÅ: Hvad er kristen meditation?

Kristen meditation er kendetegnet ved at være rettet mod Gud, Kærlighedens og Livets kilde. Det er en måde at gøre sig modtagelig på. Som i andre meditationsformer, for eksempel fra Østen, handler det også om at stilne sindet og blive mere fokuseret. Men det handler også om at lade Gud få råderum og lade sit liv forme efter Guds vilje.

Der er mange former for kristen meditation:
· Fokus på åndedrættet med bevidsthed om at modtage livsånden fra Gud på hver indånding og på udåndingen hengive sig til Gud. Drage ånde i Guds Ånde.
· Hjertebønnen; hvor man mediterer på Jesu navn.
· Bibelmeditation; hvor man mediterer over sætninger eller beretninger fra Biblen og møder den opstandne Jesus.
· Kontemplation; hvor man lægger ord og tanker til side og bare er i Guds nærvær. Man kan vælge et enkelt ord eller bruge åndedrættet.
· Naturmeditation; hvor man møder Gud i skaberværket.

LÆS OGSÅ: Christfulness - mindfulness i kristen sammenhæng

Om der er fysiske eller psykiske reaktioner ved kristen meditation?

Mig bekendt er der kun positive virkninger: fred i krop og sjæl. Fordi man i kristen meditation åbner sig for Guds kærlighed. Det er en beskyttet form for meditation. Men det er altid godt, at det foregår inden for en ramme med andre og gerne med en vejleder, hvis det er nyt for én!

Du kan læse mere på min hjemmeside. Der står også noget om en "ny" form for meditation: Christfulness.

Bedste hilsner
Lene Skovmark
Teolog og retræteleder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.