Hvad er forskellen på gudstjeneste og højmesse?

Når stavelsen 'høj' indgår i 'højmesse', er det et vink om, at det er en gudstjeneste med mulighed for dåb og nadver, de særlig højtidelige elementer, foruden salmesang, bøn, bibelske tekstlæsninger, trosbekendelse, prædiken og orgelmusik. Foto: Thomas Heie Nielsen

'Gudstjeneste er en bredere betegnelse, der foruden højmessen eksempelvis kan være eftermiddags- og aftengudstjenester", svarer sognepræst Johannes Værge

Spørgsmål om højmesse

Hvad er forskellen på en gudstjeneste og en højmesse?

Med venlig hilsen,
Kirsten Rasmussen

Svar fra brevkassen

Kære Kirsten Rasmussen

Højmessen er i folkekirken betegnelsen for den gudstjeneste, som afholdes i kirken om formiddagen på søn- og helligdage, det vil sige folkekirkens standardgudstjeneste, mens gudstjeneste er en bredere betegnelse, der foruden højmessen kan dække en række forskellige gudstjenesteformer som eftermiddags-, aften- eller hverdagsgudstjenester i en lidt kortere form, eller det kan være børne-, musik-, stille-, tema-, friluftsgudstjenester med mere.

Når stavelsen høj indgår i højmesse, er det et vink om, at det er en gudstjeneste med mulighed for dåb og nadver, de særlig højtidelige elementer, foruden salmesang, bøn, bibelske tekstlæsninger, trosbekendelse, prædiken og orgelmusik.

Da kristendommen var helt ny, var nadvermåltidet den hovedbegivenhed, de kristne samledes omkring. På den måde videreførte man det måltidsfællesskab, som havde været et særkende ved Jesu virke. Under inspiration fra de jødiske synagoge-gudstjenester indgik der desuden læsning af bibeltekster og udlægning af de foruden bønner og hymner.

I de følgende århundreder udviklede der sig mere faste former, ganske vist med forskelle mellem gudstjenestetraditionen i Østkirken, Den Ortodokse Kirke, og i Vestkirken, Den Romersk-Katolske Kirke, som siden spaltedes ved reformationen i 1500-tallet. Den Protestantiske Kirke videreførte dog hovedelementerne og den samme grundrytme som hos katolikkerne.

I vore dages folkekirke er der en øget opmærksomhed på, at de mennesker, kirken gerne vil have i tale, har meget forskellige forudsætninger. Derfor giver det god mening at arbejde med en vifte af forskellige gudstjenesteformer. Traditionelt ville man sige, at hvis det skal kaldes en gudstjeneste, skal der indgå et mindstemål af de traditionelle elementer: salmesang, bøn, tekstlæsning, prædiken.

Men i vore dage kan man komme ud for gudstjenester, der eksempelvis nedtoner eller helt undgår prædikenen til fordel for et mere meditativt præg, eventuelt understøttet af billedbetragtninger, eller man kan komme til en rock- eller gospelgudstjeneste, hvor mere kropsbetonede musikindslag har erstattet salmesangen.

Bøn og bibelske fortællinger kan en gudstjeneste dog under ingen omstændigheder undvære, og til forskel fra et møde må en gudstjeneste have et vist musisk præg. I gudstjenesten drejer det sig dybest set om så store og gådefulde ting, at det ikke kan komme fuldt til udtryk i rent intellektuelle begreber, men behøver billedlige udtryk. Det hjælper salme-poesi og kirkemusik med til at få frem.

I nært slægtskab med gudstjenesten har vi andagten. Her drejer det sig i almindelighed om et ret kort og mere stilfærdigt forløb uden prædiken og uden sakramenterne dåb og nadver.

Med venlig hilsen,
Johannes Værge
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.

Danskernes forhold er beskrevet på kryds og tværs, men folkekirken ved ikke meget om sine egne medlemmer. Det skal et nyt forskningscenter efter nordisk forbillede råde bod på, foreslår flere fremtrædende kirkefolk.På billedet er der gudstjeneste i Tommerup Kirke i forbindelse med det tværkirkelige arrangement "Kristentro og spiritualitet". -- Foto: Leif Tuxen.