Hvilken vej skal kisten vende?

På mange mindre kirkegårde følger man den gamle konvention at kvinden skal ligge på sin mands højre side, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed. Foto: Foto: Sxc.hu

Forestil dig kisten som en seng. Den døde ligger, som kigger han mod øst, svarer sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Spørgsmål:

Hvordan skal kisten vende i kirken og på kirkegården? Ligger konen til højre for sin mand?

Kamma Pedersen

Svar:

Ved dødsfald er der egentlig kun to ting, man er forpligtet til: at anmelde dødsfaldet og at få den døde begravet eller brændt.

Herudover er der i tidens løb opstået mange faste traditioner, nogle farvet af den kristne tro, andre ikke. Med hensyn til kistens placering m.v. skal man forestille sig kisten som en seng (vi kalder også kisten en båre). Hvis der står en seng i kirkens midtergang, skal hovedgærdet være placeret nærmest alteret, så den afdøde ligger, som kigger han på følget.

I rustvognen skal man på samme måde forestille sig, at den døde ikke skal køre baglæns, så hovedenden placeres bagerst.

På kirkegården er gravstederne næsten altid orienteret øst-vest. Øst er solopgangens verdenshjørne og pr. tradition Guds. I østen stiger solen op .. og videre: Du soles sol fra Betlehem. Kirkens alter er klassisk placeret i østenden. Derfor begraver vi vore døde, så hovedenden er i vest. Igen: kisten er som en seng - og den døde ligger, som ser han mod øst.

Når der er tale om et ægtepar, er forholdene noget forskellige: På store kommunale kirkegårde har man et nummereringssystem, hvor man kan have valgt altid at begrave manden på det laveste nummer.

På mange mindre kirkegårde følger man den gamle konvention at kvinden skal ligge på sin mands højre side. Under alle omstændigheder vil ens eget ønske blive respekteret.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst