Hvor bor Gud?

Man skal passe på med at sige, hvor Gud bor eller befinder sig. Uanset hvad man siger, så slår ordene ikke til. Når det derfor hedder, at Gud er i himlen, så betyder det ikke, at Gud er et bestemt sted, skriver biskop Steen Skovsgaard.

Gud er os lige så nær som luften omkring os, skriver biskop Steen Skovsgaard i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Siger Bibelen noget om, hvor Gud bor? Jeg mener: bor han i himlen, som man ofte hører? Hvordan ved man det?

Venlig hilsen
Vic

Svar:

Kære Vic

Jeg kan huske for mange år siden, at én af mine drenge, som vel var 4-5 år, efter aftenbønnen spurgte mig: "Far, hvor er Gud egentlig henne?"

Jeg blev lidt paf, for hvad svarer man dog, men jeg svarede - nok lidt tøvende: "Gud er alle steder". "Alle steder?" - spurgte han. "Ja", svarede jeg - lidt mere tøvende, for jeg kunne godt høre, at det var lidt diffust. "Er han så også inde i lampen?" "Jo", svarede jeg endnu mere usikkert. "Og nede under bilen?." "Jo, men..", og nu ville forsøge at sige lidt mere. "Også inde i Peter Pedal?" - det var sådan en lille tøjbamse han havde, med kugler indeni. Og så raslede han med den, lyste op og sagde: "Jo, det er han. Jeg kan høre ham!" - sagde han glad.

Så man skal passe på med at sige, hvor Gud bor eller befinder sig. Uanset hvad man siger, så slår ordene ikke til. Når det derfor hedder, at Gud er i himlen, så betyder det ikke, at Gud er et bestemt sted.

Det bedste er nok at sige, som Jesus siger i Johannesevangeliet kapitel 17 vers 20-26, hvor han taler om, at Faderen er i ham, og han er i Faderen. Gud er i os, og vi er i Gud. Derved bliver Gud aldrig et objekt, som vi kan gøre til genstand for observation, eller som vi kan pakke ind, hverken i en dukke eller kasse. Vi kan ikke engang pakke Ham ind i en kirkebygning.

Så måske er åndedraget den bedste beskrivelse af forholdet mellem Gud og os. Gud er os lige så nær som luften omkring os. Og i den forstand - altså som luften omkring os - er vi i Ham. Vi lever i Ham, også selvom vi ikke kan se Ham eller tænker over det hele tiden. Som luften er Han blot til stede, trofast og nærværende og livgivende.
Men for at vi kan leve, må vi indånde luften. Hvis vi ikke gør det, dør vi.

På samme måde må vi også lade Gud tage bolig i os. Vi må åbne vore hjerter og munde og alle vore sanser for Ham, for at Han kan leve i os og vi i Ham. Med andre ord: Så stor er Gud og lige så altomfattende som luften, vi indånder.

Med venlig hilsen
Steen Skovsgaard,
biskop over Lolland-Falster Stift

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.

Man skal passe på med at sige, hvor Gud bor eller befinder sig. Uanset hvad man siger, så slår ordene ikke til. Når det derfor hedder, at Gud er i himlen, så betyder det ikke, at Gud er et bestemt sted, skriver biskop Steen Skovsgaard. Foto: Birgit Bonnichsen