Hvorfor er det svært at være single blandt kristne?

De færreste kristne familier har et bevidst ønske om at udelukke den, der er alene fra fællesskabet, skriver psykoterapeut Steen Palmqvist i kristendom.dk's brevkasse

Spørgsmål:

Hvorfor er det så vanskeligt at blive inkluderet i kristne familier og i kirker, når man er single og skilt? Skal det virkelig være sådan, at vi som ikke er gift skal være ensomme i kristelige sammenhænge?

Svar:

Tak for din henvendelse.

Gennem vores opvækst dannes der indre billeder, der fortæller os hvem vi er. Disse indre billeder fortæller dog ikke
sandheden om os, idet de er skabt under vores opvækst, af vore forældre og i mødet med mange andre forskellige
mennesker men vi orienterer os som om de fortæller sandheden.
Det foregår på det ubevidste plan, derfor kan de være svære at få øje på.

Hvis et menneske f.eks. er vokset op som den mindste i en familie, er konsekvensen ofte et selvbillede der giver det indtryk at være mindre værd end resten af familien selv om vedkommende selvfølgelig har samme værdi. Når personen som voksen så møder andre mennesker, vil denne tænkning (billedet) ligge som undertone for det sociale
fællesskab. Derved får personen ofte en bekræftelse på det vedkommende allerede tænker om sig selv. Konsekvensen
kan så blive et socialt fællesskab, der skaber en følelse af at være udenfor.

I en gruppe (som en familie) bliver sådanne billeder endnu stærkere, idet billederne her blandes sammen og danner ét billede, der går ind og bekræfter, at her hører vi til i en gruppe kaldes dette billede gruppetænkning. For en familie er det positivt, idet det billede får hvert enkelt medlem til at føle sig inkluderet og accepteret i familien, hvilket er med til at skabe en følelse af værdi. Gruppebilledet kan dog også blive til en konflikt, hvis der er et familiemedlem som er anderledes og derfor ikke rigtig passer ind i billedet. Jo mere familien er bygget op på en ideologi, desto stærkere er dette fælles billede, fordi billedet så dannes på grundlag af en sandhed som er uden for familien, og som familien så orienterer sig ud fra.

Der er således flere faktorer der spiller med, når fraskilte eller singler ønsker at få et fællesskab med en kristen familie. Faktorer som kan gøre det vanskeligt at føle sig inkluderet i en familie. Den ene faktor handler om hvilket billede, den der kommer alene, orienterer sig ud fra. Mange der er alene bærer rundt på billeder af at være mindre værd, fordi de er alene. Det billede kan så få den konsekvens, at vedkommende mister frimodigheden til at blande sig med familier og derfor venter på at få en henvendelse fra familien i stedet for
selv at søge ind i midten af den.

Især hvis det er en fraskilt, der ønsker kontakt til en kristen familie, kan det være svært. Her kan selvbilledet være, at den kristne familie sikkert synes det er forkert at blive skilt, så de derfor sikkert
ikke ønsker kontakt med vedkommende. Det selvbillede kan så være årsag til, at den fraskilte ikke har frimodighed til at melde sig på banen og derfor ikke opdager at familien måske byder indenfor eller holder så stor afstand, at familien ikke opdager personen.

En anden faktor kan så handle om det billede den kristne familie orienterer sig ud fra. Også dette foregår hovedsagelig på det ubevidste plan og sådanne billeder findes i alle former for grupper. På det gruppebillede er hvert enkelt medlem på en bestemt måde og i en bestemt stand for at være inkluderet. Det er i sig selv ikke negativt, da det billede, som tidligere nævnt, danner grundlag for trygheden ved at være en del af sin egen familie det giver en stærk oplevelse af at høre til.

Det kan imidlertid let få medlemmer af familien til at overse de der er anderledes og i en anderledes situation ikke mindst hvis den anderledes situation er forbundet med konflikt, eller noget fremmed som er ukendt for familien. Jeg skriver overse, fordi det ofte ikke er et bevidst fravalg, men en naturlig blindhed som følger med en sådan gruppe en blindhed som også inkluderer berøringsangst med det der er anderledes.

Selvfølgelig kan det også være fordi, den kristne familie orienterer sig ud fra fordomme og bevidst afstandtagen til den der er anderledes - og som måske har handlet mod familiens opfattelse hvad der er rigtigt men jeg tænker, at sidstnævnte sjældent er årsagen.

For at ændre på den eventuelle afstand til en familie, kan den der er alene være bevidst på sit eget billede og derefter vælge at gøre sig synlig i familien. Det vil i de fleste tilfælde have en positiv konsekvens, da de færreste kristne familier har et bevidst ønske om at udelukke den, der er alene. Jeg er bekendt med, at denne handling kan være
angstprovokerende, fordi der er en risiko for at føle sig afvist eller blive afvist - ligesom selvbilledet forud kan gå ind og skabe en væsentlig nervøsitet, hvis det indeholder følelser af at være mindre værd. Denne angst får ofte den der alene til at forholde sig lidt passivt til en familie og så håbe på, at familien opdager vedkommende og derfor byder velkommen indenfor i familien. Det sker imidlertid ikke så ofte, da familien generelt netop ikke så ofte bemærker den der er udenfor, fordi vedkommende falder uden for familiegruppebilledet.

Jeg forstår derfor godt, du synes det er vanskeligt at komme ind i en familie, når man er skilt eller alene. Jeg ser ingen lette løsninger, men en stadig bevidsthed om ovennævnte fra begge sider, kan gøre det lidt lettere men let tror jeg aldrig det bliver, da vore billeder vil blive ved med at fylde meget.

Med venlig hilsen

Steen Palmqvist

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.