Hvorfor skal vi spise Jesu legeme?

"Ved at give sine disciple brød og vin og betegne det som sit legeme og blod, tydeliggør Jesus for dem, hvad der skal ske med ham, nemlig at han nu giver sit liv," svarer professor Helge Kjær Nielsen. Foto: Leif Tuxen

Vi skal ikke spise noget af Jesus, men derimod spise brødet og drikke vinen som konkret udtryk for, at han vil give os del i frelsen, svarer professor i teologi Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Jeg forstår ikke helt idéen med nadver. Er det Jesu kød og blod, vi indtager? Hvorfor skal vi spise noget af ham? Synes, det er mærkeligt, når præsten siger, at det er Jesu blod, man drikker.

Venlig hilsen
Niklas

Svar:

Kære Niklas,

Spørgsmålet om, hvordan man skal opfatte nadverelementerne brød og vin hører til dem, der op gennem kirkehistorien har været genstand for heftig diskussion og tilmed ført til vidtrækkende splittelser, så mange kristne ikke har kunnet fejre nadver sammen.

Anlægger man et kirkehistorisk perspektiv, vil man kunne registrere tre hovedopfattelser, når det gælder forståelsen af brødet og vinen, der rækkes os ved nadverbordet. Ifølge den ene forvandles brød og vin ved de såkaldte indstiftelsesord til Jesu legeme og blod og er ikke længere brød og vin (transsubstantiation = forvandling).

En anden forståelse er, at brødet forbliver brød og vin, men ved at modtage brødet og vinen modtages virkeligt Jesu legeme og blod (realpræsens = Jesu legeme og blod er virkeligt nærværende).

Ifølge den tredje opfattelse er brødet og vinen ikke i direkte forstand at forstå som Jesu legeme og blod, men som et konkret udtryk for, at Jesus gav sit legeme og sit blod, det vil sige gav sit liv.

En svensk teolog har med rette påpeget, at Jesus den sidste aften ikke taler om noget, der skal ske med brødet og vinen, men derimod om hvad der skal ske med ham selv.

Ved at give sine disciple brød og vin og betegne det som sit legeme og blod, tydeliggør Jesus for dem, hvad der skal ske med ham, nemlig at han nu giver sit liv.

LÆS OGSÅ: Præst undskylder hunde-nadver

Nogle taler her om en symbolsk identitet mellem brødet og vinen og Jesus selv. Jesus tydeliggør også, hvad det betyder for disciplene at spise brødet og drikke vinen, nemlig at de får del i virkningen af Jesu død. Det vil sige, de får del i den frelse, som Jesus muliggør ved at give sit liv.

For at knytte til ved en formulering i spørgsmålet vil jeg konkludere, at vi ved nadverbordet ikke skal spise noget af ham (Jesus), men derimod spise brødet og drikke vinen som konkret udtryk for, at han vil give os del i den frelse og det liv, han har vundet ved at give sit liv.

Venlig hilsen

Helge Kjær Nielsen
Professor i teologi og panelist på www.kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.