Jeg synes, kirken svigter de syge

Skuffelser hører til i ufuldkommenhedens verden. Og de jordiske kirker er meget ufuldkomne, svarer teolog Dan Månsson 

Spørgsmål

Kære Dan Månsson

Jeg fik lyst til at skrive til dig, da jeg så din sjælesorgsuddannelse. Jeg har mange relationsproblematikker. Jeg er 64 år, sidder i en elkørestol på grund af polio, som jeg fik som 5-årig, jeg er kristen og har været på bibelskole i to et halvt år.

Jeg oplever, at kirken ikke rigtig kan håndtere de syge. Jeg synes, de syge bliver svigtet, og at kirken er blevet for eliten. Når man er syg, trænger man til støtte og opmuntring, men i stedet bliver man nærmest overset, og det gør ondt.

TEMA: Født med et handicap

Mit spørgsmål går blandt andet på, om man kan have nogle forventninger til kirken om næstekærlighed, eller er det en saga blot? Man bliver jo skuffet, hvis man har forventninger, der ikke kan indfries, så hellere lade være med at forvente noget. Men er det muligt at leve et liv uden forventninger, eller skal man rette sine forventninger ene og alene til Gud?

Det ville være dejligt, hvis vi kunne få en dialog i gang, da jeg har mange spørgsmål, som ingen vil svare mig på.

Med venlig hilsen
Jill

Svar:

Kære Jill

Tak for din mail med et væsentligt ærinde. Du udfordrer os alle som kirke til at tænke efter, hvor rummelige vi er. Du får næppe nogen til at sige, at der ikke er plads til de poliolammede, de fysisk syge, de psykisk syge, nydanskerne, de rige, de kriminelle, de prostituerede, de fede, de gamle eller de magtbegærlige i det kristne fællesskab.

Vi ønsker som kirke, altså som det kristne fællesskab, at se os selv som et rummeligt fællesskab. Praksis opleves ofte anderledes af alle dem, der ikke snakker som 'os', ligner os, dufter som os, opfører sig som os, tænker og mener som os.

Jesus bad sine venner om at elske hinanden, som han elsker dem. Det skaber naturligvis en forventning om at blive modtaget, rummet og elsket i det kristne fællesskab.

Jesus var et forbillede for sine venner i barmhjertighed, altså i næstekærlighed, når den handler. Det skaber naturligvis en forventning om at blive mødt med omsorg, medleven og forbøn i det kristne fællesskab.

Forventningerne skabes jo af det kristne budskab, så skal du af med forventningerne til de kristne, skal du stoppe med at lytte til kirkens budskab. Det vil jeg ikke opmuntre dig til!

Praksis i det kristne fællesskab ligger ofte milevidt fra de forventninger. Vi overser hinanden, interesserer os mest for os selv og dem, der ligner os og derfor (tror vi) kan give os noget igen.

Vi er i højere grad nydere af det kristne fællesskab end ydere til det samme fællesskab. Vore prioriteringer for arbejdsliv og familieliv rummer ikke plads til et inkluderende fællesskab - medmindre det bidrager til vore egne karriere- eller fremtidsplaner. Den 'stresssygdom', som har ramt samfundet, har også ramt de helliges samfund, kunne man sige.

Sagt på en anden måde: De forventninger, du har til kirken, matcher ikke de forventninger, andre har til det samme fællesskab. Det er din ulykke. Og det er vores ulykke! For jeg tænker, at vi sammen kunne berige hinanden som kristne.

Du skriver: "... når man er syg, trænger man til støtte og opmuntring." Det er jo rigtigt! Det er også noget, jeg gerne vil have del i gennem det kristne fællesskab. Men hvis vi alle sammen samtidig kom til det kristne fællesskab med et ønske om at bidrage til fællesskabet, altså både at nyde og yde, så ville det være med til at skabe et rigt fællesskab.

Når jeg læser din korte selvpræsentation i første sætning, så slår det mig, at du først nævner din alder og poliolammelse og derefter, at du er en kristen, som har gået to et halvt år på bibelskole. Jeg kender dig jo ikke ud over det, du har skrevet her, men jeg tænker, at du må have rigtig meget, du kan bidrage med i et kirkeligt fællesskab.

Jeg hører også, at du har en livsbagage med dig, som må kalde på medfølelse og kærlig støtte. For mig er det vigtigt, at vi som mennesker ser os selv som mere end vores sygdom, mere end vore savn, mere end vore svigt og uformåenhed.

Skuffelser hører til i ufuldkommenhedens verden. Og de jordiske kirker er meget ufuldkomne. Derfor tror jeg ikke, jeg kan hjælpe dig af med dine skuffelser. Derimod kan vi måske i en dialog med hinanden sætte ord på realistiske forventninger til en ufuldkommen kirke. Det kan måske indirekte gøre noget ved skuffelserne, så de bliver til at leve med.

Du skriver til sidst, at du har mange spørgsmål, som ingen vil svare dig på. Jeg håber, at vores dialog kan gøre et eller andet ved det udsagn.

Med venlig hilsen
Dan Kofoed Månsson
Sjælesørger, pastor

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.