Kan jeg være gudmor, når jeg ikke er døbt?

"Man ikke kan være gudmoder uden samtidig at være fadder, og man kan ikke være fadder uden at være døbt med den kristne dåb," skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

"Det korte svar er: Nej!," skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Spørgsmål:

Kan man være gudmor, hvis man ikke er medlem af folkekirken og ikke er døbt? Hvad hvis man ikke skal have fadderforpligtelser?

Med venlig hilsen
Ditte Hansen

Svar:

Kære Ditte

Det korte svar er: Nej!

Det lidt længere svar er, at man ikke kan være gudmoder uden samtidig at være fadder, og man kan ikke være fadder uden at
være døbt med den kristne dåb.

Det giver mening at det må være sådan, fordi gudmoderen jo er den, der bærer barnet til dåben, og svarer på barnets vegne, at det tror på Gud, og at det vil døbes på den tro.

LÆS OGSÅ: Hvad er en fadder og en gudmor?

Helt nøgternt, er fadderens - og dermed også gudmoderens - eneste forpligtigelse overfor dåbsbarnet den, at man skal oplære barnet i den kristne tro, hvis forældrene dør, før barnet er voksent.

Mange lægger mere og andet i fadder og gudmoderrollen end det, og mange har en forventning om, at det er voksne, der vil være tæt på barnet og følge barnet hele livet. En ekstra kærlig voksen at dele sit liv med og have gode oplevelser med.

Dem kan ingen børn få for mange af, men man skal altså være døbt, for at kunne indgå i rollen som fadder/gudmor.

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Sognepræst og panelist på kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.

"Man ikke kan være gudmoder uden samtidig at være fadder, og man kan ikke være fadder uden at være døbt med den kristne dåb," skriver sognepræst Hanne Jul Jakobsen. Foto: Clonard, County Meath, Ireland/Andreas F. Borchert/wikimedia.org