Kan man bede til både Faderen, Sønnen og Helligånden?

Forståelsen af forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd har været diskuteret op gennem hele kirkens historie, skriver Helge Kjær Nielsen, der er dr. theol. i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet. Foto: Iris

Nogle vil oftest sige Gud, andre fortrinsvis Jesus og andre igen Helligånd, men det er den ene og samme Gud, der bedes til, svarer dr.theol Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er kristen og vil i den forbindelse gerne have bekræftet, om ikke "Faderen, Sønnen og Helligånden" er én og samme Gud, om end man bruger dem forskelligt i sine bønner.

Venlig hilsen
Fritz

Svar:

Kære Fritz

Forståelsen af forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd har været diskuteret op gennem hele kirkens historie. Den jødiske trosbekendelse, der også er citeret i Det Nye Testamente, lyder: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. (Markusevangeliet 12,29).

LÆS OGSÅ: Hvordan kan Gud være tre?

På den baggrund kan talen om Fader, Søn og Helligånd give indtryk af, at der tænkes på tre forskellige. Det samme kan for eksempel gælde de steder, hvor det fortælles, at Jesus henvender sig til Gud og de steder, hvor der er tale om, at Gud vil sende Helligånden. Kirken er da også blevet anklaget for at have flere guder.

Denne anklage afviser kirken. Nok tales der om tre, men dybest set er der kun én. Der er sammenfald mellem det, som Faderen, Sønnen og Ånden virker i menigheden, som det ses for eksempel i Rom. 8,9-11, og det er Gud, der åbenbarer sig i og virker gennem Jesus og Ånden.

LÆS OGSÅ: Bøn til Jesus

Dåben til Faderen, Sønnen og Helligånden er dåb til den ene og samme Gud, og det er den samme Gud, der sigtes til med ordene fra Andet Korintherbrev 13,13, hvor det lyder: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle. Vi kender ordene fra gudstjeneste-liturgien.

Dit spørgsmål kan derfor besvares med et ja. Jeg tror, der er en vis forskel på, hvordan forskellige mennesker formulerer deres bønner. Nogle vil oftest sige Gud, andre fortrinsvis Jesus og andre igen Helligånd. Mange vil variere udtryksmåden. Men det er den ene og samme Gud, der bedes til.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen
Dr. theol. i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.