Skal der være faddere til en (halv)voksen dåb?

Ofte støder man på den opfattelse, at det ja, fadderne afgiver ved en barnedåb, er et løfte (på barnets vegne) om at tro, et løfte, som så bliver indfriet af konfirmanden selv, skriver cand. theol. og sognepræst Jens Kvist. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Der skal være faddere, da fadderne er dåbsvidner, svarer sognepræst Jens Kvist

Spørgsmål om faddere ved dåb:

Kære brevkasse

Min søn skal konfirmeres til foråret næste år. Han er endnu ikke døbt, men har valgt, han gerne vil konfirmeres.

Derfor er mit spørgsmål nu om, der stadigvæk skal være faddere, eller er det ikke aktuelt?

Han vil ikke døbes på konfirmationsdagen, selv om præsten foreslog det.

Hilsen
Heidi

Svar fra sognepræst:

Kære Heidi

For at begynde bagfra i dit spørgsmål: Jeg forstår udmærket godt, at din søn ikke vil døbes samme dag, som han skal konfirmeres. Mit råd til dig vil derfor være, at han bliver døbt så hurtigt som muligt, så han følger undervisningen på lige fod med de andre.

Men jo, der skal stadigvæk være faddere, for der er to funktioner forbundet med at være det: Den ene (og det er den aktuelle for din søns vedkommende) er, at fadderne er dåbsvidner. Den anden funktion (som ikke er aktuel) er, at fadderne skal være med til at oplære barnet i den kristne tro. Men det sker jo via konfirmandundervisningen.

Konfirmation betyder bekræftelse, og det, der bekræftes, er dåben.

Er konfirmationen så nødvendig, når man bliver døbt som (halv)voksen? Nej, ikke hvis man mener, at den føjer noget som helst til dåben! Det er ikke sådan i min optik, at dåben først bliver rigtig dåb i det øjeblik, det unge menneske selv siger ja. For så ville det jo være barnedåben, der var overflødig!

Ofte støder man på den opfattelse, at det ja, fadderne afgiver ved en barnedåb, er et løfte (på barnets vegne) om at tro, et løfte, som så bliver indfriet af konfirmanden selv. Men stadigvæk: Så ville barnedåben jo være pjat!

En klog mand i Nyborg sagde til mig for mange år siden, at for ham var hver eneste søndag en konfirmation, så sandt som det ja, der lød til ham i dåben, blev gentaget i gudstjenesten.

Altså Guds ja til ham, Guds ja, du er stadigvæk mit barn, som jeg antog dig som i dåben. Det ja, man svarer på tilspørgslen, især det sidste: Vil du døbes på denne tro? Ja har jeg altid opfattet som et ja tak, det vil jeg gerne!

Jeg vil ønske jer en god dåb og en god konfirmation.

Med venlig hilsen
Jens Kvist
Cand. theol. og sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.