Skal kristne gå i kirke?

Det er slet ikke op til os, om vi havner i himmel eller helvede, eller om vi bliver fordømt eller velsignet - det er helt og holdent op til Gud, skriver sognepræst Andreas Thom. - Foto: Kåre Gade

Du skal gå i kirke, fordi du har lyst til det, og ikke fordi du er bange for en eller anden straf, hvis du ikke gør det, skriver sognepræst Andreas Thom i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Kan man blive fordømt, fordi man ikke er fast kirkegænger?

Jeg er den eneste i familien, der tror på Gud, og har ofte svært ved at komme i kirke, da jeg også skal være sammen med min familie, når det endelig er weekend.

Har det nogen betydning hvor man dyrker sin tro? Om det er i hjemmet, kirken eller et helt tredje sted?

Venlig hilsen Heidi

Svar:

Kære Heidi

Lad mig først slå en ting fast. Du skal ikke spekulere på, om din manglende kirkegang skulle kunne medføre fordømmelse, som du skriver. Du skal gå i kirke, fordi du har lyst til det, og ikke fordi du er bange for en eller anden straf, hvis du ikke gør det. Det er nemlig slet ikke op til os, om vi havner i himmel eller helvede, eller om vi bliver fordømt eller velsignet - det er helt og holdent op til Gud. Vi kan gå nok så meget i kirke uden, at det har nogen indflydelse overhovedet. Så sådanne spekulationer er simpelthen spild af den energi, som du ellers ville kunne bruge på at være noget for andre mennesker.

Det kan godt være, at du synes, at det lyder lidt hårdt, når jeg skriver, at vi ikke kan gøre noget som helst selv, men at vi bare må lægge vores liv i Guds hænder. For man kan jo altid tænke sig til den mulighed, at når så først Gud har os i sin hule hånd, så kan han beslutte de mest forfærdelige ting hen over hovedet på os, uden at vi har noget at skulle have sagt. Set fra den synsvinkel kunne det umiddelbart virke som om, det ville være mest betryggende selv at kunne have en finger med i spillet. Det kunne for eksempel være rart at vide, at hvis man var en rigtig flittig kirkegænger, så havde man sit på det tørre.

Men spørgsmålet er bare, hvornår man har gjort nok for at være sikker på at undgå Guds forbandelse. Hvor mange gange skal man gå i kirke? Hvor god skal man være overfor andre mennesker? Hvor mange dårlige tanker kan man tillade sig eller hvor mange gode tanker skal man producere? Når man først får øjnene op for alle disse spørgsmål, så bliver det pludselig noget mere uoverkommeligt at have medbestemmelse man kommer aldrig til at være helt sikker på, om man nu også har gjort alt, hvad der skal til. Heldigvis er det kristendommens glædelige budskab, at det at være i Guds hænder betyder at være i gode hænder. Han bruger dem ikke til at fordømme, men kun til at velsigne.

Spørgsmålet om man selv skal gøre noget for at blive velsignet af Gud, eller om man bare må stole på Gud, er et spørgsmål som præster, teologer og andre kristne altid har diskuteret meget. Diskutere er måske ligefrem et lidt for pænt ord. Det var nemlig det spørgsmål, der gjorde, at kirken blev delt i to den protestantiske kirke, som kirken i Danmark tilhører, brød i protest med den katolske kirke og den mening, at man selv skulle gøre noget for at blive frelst.

Det var munken Martin Luther, der startede det hele i 1500-tallet. Ligesom jeg tror, at det er for dig, så var det store spørgsmål for ham, hvordan man kunne være sikker på ikke at blive fordømt af Gud. I bibelen kunne han læse, at Guds kærlighed var meget stor, men hvordan kunne man være sikker på, aldrig at nå til grænsen for Guds kærlighed, der jo måtte være et eller andet sted.

Samtidig kunne han se, hvordan kirken tjente penge på folks angst for Guds vrede. Ved at betale kirken kunne familie og venner arrangere private gudstjenester for en afdød, og dermed gøre adgangen til himmelen nemmere. Man kunne også købe nogle af helgenernes gode gerninger. De havde nemlig gjort så mange, at kirken kunne sælge ud af dem. Efterhånden var det blevet en stor industri at spekulere i folks angst for fordømmelse.

Martin Luther gjorde oprør dels fordi, at han så, at den katolske kirke var blevet til en pengemaskine, der tjente penge på Guds ord, men også fordi at han gjorde en stor opdagelse. Han læste i Romerbrevet i det nye testamente, at ganske vist kan vi aldrig selv gå nok i kirke, gøre tilstrækkeligt mange gode gerninger og tænke nok gode tanker til at kunne gøre krav på Guds velsignelse, men til gengæld så har Gud besluttet sig for at give os den kvit og frit.

Al den fordømmelse og straf som vi desperat selv søger at sikre os imod, den har Gud fjernet. Da Kristus, Guds Søn, blev korsfæstet, så tog han al den fordømmelse på sig, som vi ofte går og frygter for. Han døde faktisk på grund af Guds forbandelse, men han vandt også over den. Han genopstod påskemorgen, og vandt på den måde over døden.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal dø det er jo stadig et livsvilkår. Men når vi dør, så dør vi ikke forbandet det vil sige med udsigt til et stort sort mørke uden Gud, men vi dør velsignet det vil sige, at vi kan dø med en forventning om i stedet for at skulle forsvinde ud i dødens forbandede mørke at skulle møde Jesu Kristi lysende velsignelse.

Når vi går i kirke, sagde Luther, så skal vi altså ikke gøre det, fordi vi er bange for Guds forbandelse, hvis vi lige er blevet hjemme en gang for meget men for igen og igen at høre det glædelige budskab, at Gud for evigt har sluttet fred med hver og en af os mennesker.

Det er også derfor, at du skal gå i kirke. Du skal ikke gøre det for Guds skyld, men for din egen skyld. Det er vigtigt igen og igen at få at vide, at man er elsket og velsignet af Gud det er nemlig noget, som man nemt kan glemme, hvis ikke man får det at vide ofte. Så dukker de mørke tanker om angsten for Guds fordømmelse og hurtigt op igen.

Men i kirken får du netop at vide, at du roligt kan smide angsten og frygten ud. Den kan ikke bruges til noget. Gud har ikke tænkt sig at straffe dig. Du får også at vide, hvad du i stedet skal anvende din energi på. Den skal du bruge på dine medmennesker. Alle de kræfter du ellers ville have brugt på at være bange for Guds straf, kan du bruge på andre end dig selv.

På en måde kan man sige, at Gud med sin velsignelse har givet dig arbejdsro. Den får du også brug for. Det er nemmere sagt end gjort at være næstekærlig, skulle jeg hilse at sige, og det er langtfra altid, at det lykkes. Men når du nu ved, at Gud stadig er med dig, selvom det mislykkes, så behøver du ikke at være bange for opgaven. Går det galt skal du bare tage fat igen. Der er ingen, der heller regnskab med, hvordan det går med at være næstekærlig, det er op til dig selv og den samvittighed, som du har fået af Gud.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at bekende kulør overfor sin familie, når man står helt alene med sin kristendom. Når du engang får mod nok til det, så synes jeg, at du skulle vise din familie, hvad kristendommen betyder for dig. Når du går med tanker om Guds fordømmelse, så tror jeg også, at det er vigtigt for dig, ofte at høre budskabet om Guds fred og velsignelse.

Men inden du får samlet tilstrækkeligt med mod, så kan du i hvert fald være forvisset om, at du altid har Gud på din side også hvis du bliver hjemme om søndagen.

Med venlig hilsen
Andreas Thom,
sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.