Skal man altid tilgive?

Gud foreholder tilgivelse som ideal. Foto: Arkiv

Gud kræver ikke, at mennesket skal kunne tilgive alt, men det må være den kristnes mål og ideal, skriver præst og familieterapeut Lene Østergaard

Kære brevkasse

Hvordan ser kristendommen på tilgivelse: Skal man tilgive? Kan man tilgive alt? Hvorfor tilgive? Dikterer Gud, at man skal tilgive?

Venlig hilsen

Gorm Ridder-Jensen

Kære Gorm Ridder-Jensen

Tak for dit spørgsmål.

Tilgivelse betyder eftergivelse af skyld. Tilgivelse er både en side af Guds væsen og et fænomen mennesker i mellem. Vi mennesker forbryder os hele tiden mod Gud, nogen gange gør vi det endda helt ubevidst.

Fordi Gud i Jesus gjorde medmennesket til stedet, hvor forholdet til Gud afgøres, krænker man nemlig Gud, når man krænker sit medmenneske.

Jeg tror ikke, at Gud kræver, at mennesker skal tilgive til hver en tid. Men Gud foreholder det som ideal og mål. Jeg er overbevist om, at Gud er nådig, og at vi får tilgivelse for det, vi ikke kan tilgive. Ellers ville Gud modsige sig selv.

Evnen til at tilgive er en side af kærligheden. Tilgivelse er ofte måden til at komme videre i et brudt forhold mellem mennesker. Forladelse giver lettelse for de implicerede.

Tilgivelse er et resultat af overskud. Når Jesus på korset siger om sine modstandere "Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!", viser han Guds storhed og sætter sig selv i rette størrelsesforhold over for mennesker.

Den, der har evnen til at tilgive, er et meget heldigt menneske, som har fået en stor gave. Når man lægger fortiden bag sig, kommer fremtiden nemlig til at stå åben.

Venlig hilsen

Lene Østergaard, præst og familieterapeut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.