Står der i Bibelen, at man gerne må afbilde Jesus?

Foto: Arkiv

Der står ikke positivt i Bibelen, at man gerne må afbilde Jesus, men en grundliggende tanke er, at Gud selv har vist sig i et billede nemlig i Kristus, svarer teolog Nana Hauge

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Står der i Bibelen, at man gerne må afbilde Jesus? Eller står det et sted, hvor man kan tolke det?

Venlig hilsen
Christina

Svar:

Der står ikke positivt i Bibelen, at man gerne må afbilde Jesus, men der står at:

Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. ( Kol. 1,15)

Tanken er her, at Gud selv har vist sig i et billede nemlig i Kristus.

LÆS OGSÅ: Er kristne afgudsdyrkere?

Alligevel fastholdt de første kristne jødedommens billedforbud (2 Mos. 20,4) og nøjedes med at tegne symboler som for eksempel en fisk eller en klase med druer som symbol på Jesus.

I løbet af det tredje århundrede skete der imidlertid et brud med jødedommens billedforbud man begyndte i stigende grad at lave billeder af Kristus.

Dette hænger sikkert sammen med, at kristendommen bredte sig i hele Middelhavsområdet, hvor man ikke havde været vant til et billedforbud.

Måske hang det også sammen med en besindelse på betydningen af tanken om Jesus som Guds billede hvis Gud har vist sig i billedet af Kristus betyder det jo, at han selv har ladet sig afbilde og dermed er blevet synlig.

Billeddyrkelse
Billeddyrkelse altså dyrkelse af billederne af Jesus, som var de i sig selv tilbedelsens genstand blev dog snart et problem, og i de følgende århundreder var der mange diskussioner om billedets betydning.

Diskussionerne kulminerede i "billedstriden", der rasede i 700- og 800-tallet i den østlige del af den kristne verden (det nuværende Tyrkiet). Striden endte med først et billedforbud, men senere med en rehabilitering af billederne.

Billedbrug efter reformationen
I århundrederne op mod reformationen blev billederne problematiseret igen. Kritikken gik ikke udelukkende på billeddyrkelse, men også på det store forbrug af dyre billeder, kirken havde.

I forbindelse med reformationen i Vesteuropa i 1500-tallet afviste de reformerte teologer billeder, hvilket førte til billedstorm (destruktion af billeder i kirkerne) i blandt andet Nederlandene og Schweiz.

Den dag i dag er der typisk hverken altertavle, kors eller andet i de reformerte kirkers kirkerum.

Reformatoren Martin Luther, hvis tanker kom til at præge kirken i Danmark og Nordtyskland, mente ikke, at billeder i sig selv var et problem, hvis man blot havde den rette brug af dem.

Alligevel malede man nogle steder billederne over i de danske kirker, idet mange af reformationens folk mente, at den nye kirke skulle være ordets kirke og ikke synets. Siden har man dog fundet dem frem igen.

I det hele taget må man sige, at billederne vandt i den danske folkekirke. Dette afspejles ved den rigdom af kunst, der findes rundt omkring i de danske kirker.

Venlig hilsen
Nana Hauge
Teolog

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.