Var Jesus jøde, selvom han blev døbt?

Jesus blev født som jøde og kom både i tempel og synagoge, skriver Helge Kjær Nielsen. På billedet ses Jesu dåb, sådan som Piero della Francesca opfattede den i midten af 1400-tallet. - Arkivfoto.

Er man født som jøde, ophører man ikke med at være jøde, heller ikke selvom man bliver døbt med den kristne dåb, skriver dr.theol. Helge Kjær Nielsen i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Hvorfor siger man, at Jesus er jøde, når Johannes Døberen har døbt ham? Efter dåben må Jesus være kristen, ellers synes jeg ikke rigtigt, at dåben giver nogen mening.

Thomas Nielsen

Svar:

Kære Thomas Nielsen

De jøder, der også i vor tid er blevet kristne, forstået på den måde, at de er kommet til tro på Jesus som Messias og desuden er døbt, kalder sig selv 'messianske jøder'.

Man kunne på sin vis godt kalde dem kristne jøder, men de vil ikke slippe deres identitet som jøder. Er man født som jøde, ophører man nemlig ikke med at være jøde. Jesus blev født som jøde. Han kom da også både i tempel og synagoge.

Men i modsætning til sine jødiske landsmænd var der ifølge vore evangelier det særlige ved Jesus, at han anså sig selv for at være den Messias, som jøderne forventede ville komme. Det er naturligvis en radikal forskel, men den ophæver ikke, at Jesus må betegnes som jøde.

Noget andet er, at det blev almindeligt at kalde dem, der kom til tro på, at Jesus var Messias (på græsk Kristus), kristne.

Helge Kjær Nielsen,
dr.theol

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.