Er det evige liv her og nu?

Niels Jørgen Kobbersmed skriver, at der er masser af soleklare steder i Bibelen om efterlivet, for eksempel: "Reder jeg leje i dødsriget, er du dér", Sl. 139, 8. Foto: Berit Nyborg

Enhver, der ved dåb og tro hører Kristus til, er hans medarvinger og skal overleve døden og gå ind til evig herlighed, svarer sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Spørgsmål:

Kære kristendom.dk

Jeg har et spørgsmål, som jeg har tumlet med i mange år. Det er spørgsmålet om det evige liv.

Min sognepræst fortalte mig for 50 år siden, at det evige liv var her og nu.

Da min far døde for 30 år siden, var han senil, og i den anledning spurgte jeg en eller anden kristelig organisation, hvad de mente om spørgsmålet det evige liv, for i min fars situation var der ikke meget at overføre til noget evigt.

LÆS OGSÅ: Hvordan kommer jeg videre efter min fars død?

Jeg fik det svar, at man kunne overføre, det der havde været tidligere. Det, fandt jeg, var et mærkeligt svar. Jeg vil gerne høre jeres mening om denne sag.

Med venlig hilsen
Hans

Svar:

Kære Hans

Svaret på spørgsmålet om det evige liv er skrevet mandag efter Alle helgens dag, og set i det lys er den kristne tro entydig: den store hvide flok er ikke et fatamorgana.

LÆS OGSÅ: "Dåbens vand skænker evigt liv"

Døden har mistet sin suverænitet ved Kristi opstandelse. Enhver, der ved dåb og tro hører Kristus til, er hans medarvinger og skal overleve døden og gå ind til evig herlighed.

Det er rigtigt, at især Johannes-skrifterne har en stærk betoning af, at det evige liv begynder her og ikke springer frem så at sige automatisk ved dødens indtræden:

Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus, Joh. 17,3. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet , 1.Joh. 3,13.

Men disse udsagn stemmer helt overens med talen om dåben og troen som forudsætningen for det evige liv. Sådanne skriftsteder tager ganske enkelt ikke stilling til spørgsmålet om, hvad der siden skal ske.

LÆS OGSÅ: Det evige liv er et bedre tilbud

Det gør til gengæld masser af andre soleklare steder i Bibelen.
Reder jeg leje i dødsriget, er du dér, Sl. 139, 8.
Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, Fil. 1,23.

Om gensynet tales der på baggrund af forklarelsen på bjerget, hvor Moses og Elias pludselig viste sig og genkendtes af disciplene, enfoldigt og smukt i en salme fra reformationstiden:

De venner, som døden adskilte her,
skal visselig kende hverandre der,
hvor hverken er død eller dvale;
Sankt Peder kendte og kunne forstå Elias og Moses,
han aldrig før så,
hvor liflig skal vi da tale med venner i Himlens sale!
DDS 554 v. 7.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst og tidligere medlem af Salmebogskommissionen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.