Kan Gud helbrede mig?

Gud hører din bøn lige så godt, som Gud hører helbredelsesprædikanten, for du er lige så meget Guds elskede barn som ham eller hende, svarer missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Spørgsmål:

Jeg har virkelig har brug for Guds helbredelse efter en ukendt hjernevirus i 2004 næsten slog mig ihjel. Den sendte mig i respirator og koma i seks måneder, og da mine hjernesignaler var meget hæmmede, var det tvivlsomt, om jeg ville vågne op.

Men med Guds hjælp, ved jeg nu, gjorde jeg det. Men hvilken opvågnen? Jeg var totalt lam over det hele og havde intet sprog. Jeg er dog blevet trænet op, så jeg i dag har et sprog og tilmed bevægelse i overkroppen.

Men mens jeg lå i hospitalssengen, var der noget andet mærkeligt. Jeg kunne hverken mærke eller bevæge mine ben. Jeg var blevet lam fra livet og ned, og sidder i dag i kørestol (et hel...for at sige det rent ud.) Jeg søger en total helbredelse, og jeg har sat min lid til Gud. Mange har sagt, at det er helt ok. For han kan og vil.

Mit spørgsmål er, hvorfor det er nødvendigt at gå til helbredelsesmøder for at opnå helbredelse? Hvis man beder selv, burde det så ikke være nok? Er det, fordi nogle folk er givet denne specielle gave?

Min skæbne er så urimelig. Al ære til Gud, for han har gjort så mange mirakler. Læs alle vidnesbyrd rundt omkring, så bliver man helt misundelig.

Håber du vil svare, for jeg har virkelig brug for hjælp.

Med venlig hilsen
Søren Nielsen

Svar:

Kære Søren Nielsen

Du er sikkert træt af prædikener og bortforklaringer. Om det, jeg skriver til dig, bliver til andet, ved jeg ikke, men jeg håber dog, at det kan være til opmuntring og hjælp.

Det første, der er vigtigt at holde fast i, er: Du er et Guds barn og elsket og værdsat af Gud. Ud fra den tryghed har du ret til at tale ud med Gud om, hvordan du har det.

Du må gerne sige til Gud, at du bliver misundelig over at høre om alle de andre, som bliver raske efter forbøn. Du har ret til at spørge Gud: "Hvorfor lod du mig vågne op efter den hjernevirus, når jeg skal leve som lam fra livet og ned?"

Men du har også lov til at sige til Gud: "Jeg vil gerne være rask."

Og her kommer så det fromme svar: Jesus har sagt, at vi kan bede til Gud ligeså fortroligt, som børn kommer til deres mor eller far med alt, hvad de ønsker og har på hjerte. Jesus siger det sådan:

"Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk? Når da I () kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, som beder ham!" (Lukasevangeliet, kapitel 11,vers 11-13).

Jesus siger ikke, at alle ønsker opfyldes; bed på den rette måde, så udløser det den store gevinst! Han siger, at Gud er opmærksom på vore dybeste behov og ønsker. Derfor vil Gud altid give os Helligånden, når vi beder i Jesu navn, for Helligånden skaber og uddyber fællesskabet med Gud.

Helligånden skaber tro, det vil sige tillid til Gud og ud fra den rette relation til Gud, åbnes for modtagelsen af konkrete virkninger af Guds kærlighed ind i vores liv.

Samtidig minder Helligånden os om, at vores identitet ikke ligger i sygdom eller sundhed, men i vores relation til Gud, og at vi har et uendeligt værd uanset sygdom eller sundhed. Du kan godt have denne relation til Gud uden at tage til helbredelsesmøder.

Du kan selv med fuld ret bede til Gud, og Gud hører din bøn lige så godt, som Gud hører helbredelsesprædikanten, for du er lige så meget Guds elskede barn som ham eller hende.

Helbredelse betyder ikke nødvendigvis at blive rask, men at være hel og bevare sin værdighed i relationen til andre og at se sit eget liv som værdifuldt i den større helhed. Jeg har skrevet en større artikel om Bøn om helbredelse'.

Som afslutning skriver jeg (endnu en prædiken!) om skuffede forventninger og tro her i uddrag:

Fokus i den helbredende tjeneste er Jesu Kristi nærvær, og forbederens væsentligste indsats er netop bøn; dette forhold fritager både den lidende og forbederen for at skulle præstere en helbredelse.

Den hjælpsøgende ophører gennem bønnen med at lade lidelsen definere hans eller hendes liv og stirrer sig ikke længere blind på lidelsen, men ser Jesus.

En del kristne viger tilbage for at bede for syge. De spørger, om der ikke er fare for at komme til at gøre den hjælpsøgende mere skade end gavn ved for eksempel at skabe falske forhåbninger

Forbønssituationen er en af de sammenhænge, hvor spændingen mellem tro og vantro udløses, sådan som vi også ser den beskrevet i beretningen om drengen med den urene ånd (Markusevangeliet, kapitel 9, vers 14-29).

Det berettes, at en mand er kommet med sin syge søn til Jesu disciple for, at de skal uddrive den onde ånd. Disciplenes forsøg på at uddrive den onde ånd havde været forgæves. Det var umuligt!

Men så kommer Jesus, og manden fortæller ham om situationen, og Jesus siger:

"Alt er muligt for den, som tror!".

Da kommer drengens far med udbruddet:

"Jeg tror, hjælp min vantro!"

Hvordan skulle han dog tro det umulige - og dog kun, hvis det umulige er muligt, kan hans søn få hjælp. Hans udbrud var en bekendelse af afmagten overfor det umulige og over afhængigheden af Jesus. I denne ærlige tillid til Jesus var der tro nok til, at Jesus kunne befale ånden at forlade drengen.

Således brød Guds rige igennem til sejr i troens henvendelse til Jesus om det umulige og i kamp mod vantroens stirren sig blind på situationens uløselighed - dét, som binder, tynger og skjuler Guds velvilje og omsorg for os.

Med venlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen
Missionspræst i Areopagos og panelist på www.kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.