Kan jeg tvivle på mirakler og tro på Gud?

Katolsk præst Daniel

Troen på Jesu opstandelse er fundamental i kristendommen, påpeger katolsk præst Daniel Nørgaard. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Tvivlen er nødvendig, for at vores tro kan udvikle sig sundt, svarer katolsk præst Daniel Nørgaard

Spørgsmål:

Jeg kan mærke Gud i mig. Jeg kan mærke en glæde, når jeg føler mig i kontakt med Gud. Når jeg beder, når jeg går i kirke, og når jeg læser i Bibelen. Gud minder mig om kærligheden til andre mennesker, og han minder mig om og skaber lysten til at blive et bedre menneske.

Jeg er dog et moderne menneske og omringet af skeptiske og ateistiske venner. De respekterer mig og min tro, men stiller selvfølgelig stadig kritiske spørgsmål, fordi de gerne vil prøve at forstå mig.

Problemet er, at selvom jeg mærker Gud, og inderst inde ikke tvivler på min kærlighed til ham, så er jeg i et dilemma, fordi jeg samtidig er et moderne, logisk tænkende menneske.

Jeg tror på, at Gud er hos mig, men hvordan kan jeg tro på Bibelens mirakler? For eksempel at Jesus bogstavelig talt er opsteget fra de døde. Altså den FYSISKE opstandelse? Hvordan kan jeg tro på, at Maria blev gravid uden en mand, hvordan kan jeg tro på, at Jorden blev skabt på præcis 7 dage, osv.?

Hvis jeg tvivler på det, betyder det så, at jeg ikke kan tro på Gud? Disse tanker frustrerer mig utroligt meget, fordi jeg inderst inde føler mig forbundet til Gud. Jeg håber på, at jeg med tiden kan blive klogere og mere sikker i min tro.

Med venlig hilsen
AP

Svar:

Kære AP

Tvivl er ikke det modsatte af tro, men en del af det at tro. Tvivlen er der ganske enkelt, fordi vi ikke kan se Gud, sådan som han er.

Paulus udtrykker det sådan: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt (1. Kor. 13,12). Du må derfor ikke fortvivle, når din tro bliver sat på prøve af kritiske spørgsmål fra andre eller fra dig selv. Din tvivl betyder ikke, at du ikke tror på Gud.

Jeg vil endda gå videre og sige, at tvivlen er nødvendig, for at vores tro kan udvikle sig sundt. Folk, der ikke er villige til at sætte spørgsmålstegn ved deres forestillinger, kan være farlige, fordi de ikke giver mulighed for at ændre på fejlagtige opfattelser af sandheden.

Vores tro modnes hele tiden ved, at vi mister den! Vi mister ét gudsbillede for at få et andet, der er mere nuanceret.

De folk, der mødte Jesus, måtte hele tiden revidere deres tro på ham. Apostlene havde sandsynligvis først regnet med Jesus som en person, der en dag skulle regere over et jordisk rige. De mistede efterhånden troen på Jesus som en jordisk konge og fattede til sidst hans sande identitet.

Også Johannes Døber måtte skønne, at Jesus ikke levede op til de forventninger, han havde til en messias. Et stykke tid efter at Johannes har stået og sagt, at Jesus er Guds Lam, sender han sine disciple hen til Jesus for at spørge Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matt. 11,2). Han var kommet i tvivl!

Du nævner tre konkrete bibelske mirakler, som er svære at tro på. De to første anser jeg som fundamentale for vor kristne tro: Man kan ikke kalde sig kristen, hvis man ikke bekender, at Kristus er Guds søn, og at han er opstået fra de døde.

Vi vil dog aldrig kunne overbevise vore skeptiske og ateistiske venner om sandheden af disse dogmer gennem argumenter vi vil højst kunne vise, at det ikke strider imod fornuften. I sidste ende må det være det personlige møde med Gud, sådan som du beskriver det, der overbeviser folk om hans eksistens.

Du nævner også Jordens skabelse, som ifølge 1. Mosebog kapitel 1 tager seks dage, som noget, der er svært at tro på. Der kan jeg kun sige, at jeg ikke tror, at Jorden er skabt på seks dage, men det får mig ikke til at føle mig mindre troende.

At betvivle, at skabelsen tog seks dage, indebærer ikke, at jeg sætter spørgsmålstegn ved skabelsesberetningens sandhed. Jeg mener blot, at det er en fortælling, der vil fortælle os nogle vigtige sandheder om menneskets tilblivelse, men ikke en naturvidenskabelig forklaring på Jordens ophav.

Det fører dog til en helt anden diskussion, som vi måske kan tage en anden gang.

Med venlig hilsen
Daniel Nørgaard
Katolsk præst