Hvornår skal man faste som kristen?

Ved at afstå fra noget, vi nyder, frigøres tid til at tage os selv, vores relationer og gudsforholdet ...

Faste er at tage sig selv og sin længsel alvorlig. Og det vil være godt, hvis du kan aftale at gøre det sammen med andre, råder teolog Lene Skovmark. Scanpix

En moderne udgave af fasten er for eksempel at afstå fra sms, facebook osv., svarer teolog Lene Skovmark

Spørgsmål:

Hej.

Jeg forstår ikke helt det med at faste. Hvad for nogle dage skal man faste i, og hvad må man ikke? F.eks når muslimer holder ramadan, må de ikke spise eller drikke.

Jeg vil gerne være en god kristen, og jeg har ledt i lang til efter, hvornår man skal faste, når man er kristen, og hvad man ikke må gøre, når man faster.

Med venlig hilsen
Julie

Svar:

Hej Julie.

Faste hører til det, man kalder en åndelig disciplin, ligesom bøn,
meditation, selvransagelse, bod og bedring m.m. Den åndelige disciplin, eller øvelse, er med til at gøre hjerte og sind åbent for Helligåndens gerning.

I islam er det en religiøs pligt at faste, og der er helt klare regler for, hvordan man gør det. I kristendommen er faste ikke noget, man skal, men noget, der er gavnligt.

Det kan være svært at finde ud af, hvordan man faster som kristen, for de forskellige kirker har forskellige traditioner.

I den lutherske kirke er der ikke nogen vejledning i at faste, så du må hente inspiration i andre kirkelige traditioner.

Ifølge katolsk skik faster man 40 dage inden påske og begynder askeonsdag. Man faster ikke helt, men afstår typisk fra kød og vin i hele fastetiden, undtagen søndag, som er opstandelsesdagen. Nogle faster helt fra mad (eller både mad og drikke) en dag om ugen, indtil kl. 15 eller til aften.

En moderne udgave af fasten er at afstå fra for eksempel at se fjernsyn, sms'e, facebook, slik, kaffe, osv. Det lyder banalt, men der sker faktisk noget, når man ikke handler på sine indskydelser - og i stedet retter fokus på Gud.

Grundtanken med fasten er at afstå fra noget, vi nyder og gerne må, for at give mere tid og plads til Gud, til bøn og til at gøre noget for andre.

Faste er at tage sig selv og sin længsel alvorlig. Og det vil være godt, hvis du kan aftale at gøre det sammen med andre.

Du kan læse 10 råd om faste her samt forskellige artikler om faste på kristendom.dk/faste.

Jeg håber, du finder en måde, der passer til dig.

Med venlig hilsen
Lene Skovmark
Cand.theol.