Husk at du skal dø

Den, der har lært at forholde sig til sin sorg, kan generelt lettere finde de lyse og lette sider af livet midt i tabet, end den, der har fortrængt sorgen gennem hele livet, skriver præstefaglig konsulent Steen Bonde

Vi bliver alle ældre, tiden går og sætter sine ubønhørlige aftryk på enhver af os. Men vi er også på vej mod en helt ny type pensionister, som synes urørlige af tidens tand. Ressourcestærke, eventyrlystne, krævende og iderige.

Ikke sådan at forstå, at der ikke altid har været pensionister, der passer til den beskrivelse, men sådan at forstå, at det er en karakteristik af en hel generation. De vil leve længere og være raske længere. De vil være mere købestærke og bruge flere penge på f.eks. wellness og rejser. Det er optimister, der er næsten udødelige. Godt for dem. Men uanset, hvor gammel man bliver, og uanset, hvor længe man er sund og rask, kommer den tid, hvor tabene bliver mere massive, og dermed som regel også sorgen.

Og vi må alle se døden i øjnene på et tidspunkt memento mori husk at du skal dø. Så undskyld, at jeg nævner det, men denne artikel handler netop om det og de mindre "dødsfald," de fleste af os kommer til at opleve undervejs.

Man er ældre, når man er 60 år eller derover. Da kan man gå på efterløn, og pensionen nærmer sig. Mange, ja måske de fleste, vil nok ikke synes eller føle, at de er ældre, når de bliver 60, og det er jo et godt tegn på, at alderen endnu ikke trykker. Saligt det menneske, der kan forstå sig selv som sund, rask og rørig, psykisk stabil og mentalt ung til det sidste åndedrag i en alder af 95 år.

Men for de allerfleste begynder en periode med mange og til tider massive tab og dermed også stor sorg. Det ved vi godt, men der er forskel på at vide det og være klar over det. At være klar over det betyder, at det står klart, ikke blot som en rationel viden, men som en indsigt, der perspektiverer det fysisk, psykisk og åndeligt, som en indsigt, der giver os mod til, at man kan mærke konsekvenserne af aldringen.

Tabene kan begynde i det små. Konditionen er ikke mere, hvad den har været, man har ikke de samme kræfter som for tre år siden. Børnene flytter hjemmefra. Hukommelsen begynder måske at svigte. Syn og hørelse bliver nedsat. Ens forældre dør og barndomshjemmet må sælges. Man forlader arbejdsmarkedet, som for mange fører til tab af sociale netværk og den daglige omgang med kollegerne. Dermed følger et betydningstab især for mænd når man ikke længere kan finde noget af sin identitet i sit arbejde.

Helbredet begynder at skrante, kørekortet ryger og dermed mobiliteten, som er så vigtig i dag. Man må flytte fra sit hjem og ind i en ældrebolig, søskende og venner begynder at dø, man mister sin ægtefælle, kommer selv på plejehjem og må selv se døden som noget nært forestående i øjnene. Når et menneske dør, bliver verden et helt livs erfaringer, viden, opbyggede relationer, erindringer, historie, følelser og tanker fattigere.

Det er noget uerstatteligt, der aldrig kommer igen. Men det kan i en vis forstand udødeliggøres, ved at de efterladte gør sig bevidst, hvad de har mistet og derved også gør både sorgen og glæden nærværende. Derved æres den afdøde. Memento mori.

Generelt er det sådan, at jo mindre man i tide har forholdt sig til tab og sorg, jo sværere bliver det, når tabene kommer som perler på en snor. Den, der har lært at forholde sig til sin sorg og har lært at bearbejde den sørge den kan generelt lettere finde de lyse og lette sider af livet midt i tabet, end den, der har fortrængt sorgen gennem hele livet. Når tabene og sorgen kommer, har man ingen midler til at forstå dem og leve med dem, men er henvist til at fortrænge sorgen.

Sorg skal sørges og sørges for, for det er en uvurderlig menneskelig erfaring, man kan blive vis af. Sorgen kan åbne helt nye vidder og perspektiver i tilværelsen. Sorg er relationelt, dvs. den har med vores relationer til andre mennesker at gøre. Den, der ikke tør sørge, vil også have svært ved at elske, for den, der elsker meget, mister meget. Således kan kærligheden være med til at forøge smerten og sorgen. Vil vi ikke tage smerten og sorgen på os, kan vi derfor heller ikke tage kærligheden på os. Nogle mennesker lukker følelsesmæssigt helt ned i angst for tabenes smertefulde erfaringer og går således glip af de glædesfyldte erfaringer.

Man kan øve sig i at sørge, så længe tabene er til at overskue, så hvorfor ikke begynde, mens tid er, og tabene er overskuelige. F.eks. når man mister sit arbejde eller får en kronisk sygdom, der gør, at man ikke længere kan gøre det, man hidtil har gjort. Også disse tab kan i sig selv være ganske alvorlige, men er trods alt i den mere overskuelige kategori af tab.

Der er derfor god grund til at lære at sørge for sin sorg mens tid er. F.eks. ved at finde sig en sjælesørger ikke nødvendigvis en præst eller en anden professionel selv om de også kan bruges, men en, man kan tale med om sin sorg. Én der forstår at lytte og stille spørgsmål, der måske gør ondt, men også forløser. Én der tager det, man siger, alvorligt og værdsætter at blive gjort delagtig i et andet menneskes liv. Én der kan holde de dystre toner ud, men også ved og kan høre, at der er andre og lysere toner i livet, og at det er tilladt også at lytte til dem.

Det er ikke altid en god ide at læse om sorgteorier ja egentlig tror jeg sjældent, det er en god ide, hvis man er i sorg, for vi sørger forskelligt, og hvis vi forventer, at sorgprocessen skal forløbe på en bestemt måde, kan det give unødvendige byrder. Vi kan komme til at tvivle på, om vi er normale, hvis sorgen ikke viser sig, som teorierne foreskriver. Sorg er desuden ikke en følelse, vi kan tænke os ud af. Sorgen skal sørges og helst sammen med andre, der vil og har tid til at lytte til os. Sorg er ikke en sygdom, men noget helt normalt, men den kan føre til sygdom, f.eks. depression, hvis den ikke får udtryk, og vi udtrykker os i de fleste tilfælde bedst i fællesskab med andre.

Ulysten til at beskæftige sig med livets mørke sider vil formodentlig blive endnu større, end den er i dag. Og det vil betyde, at de syge og svagelige, der minder os andre om de svære ting, i endnu højere grad bliver gemt af vejen og glemt. Den kirkelige sjælesorg har været i fokus i de seneste år, og interessen blandt præster, teologer og andre kirkeligt engagerede har måske aldrig været større. Det kan være et symptom på, at nøden og sorgen i samfundet trods stigende velfærd bliver mere og mere udbredt og mærkbar.

Det kan også være et symptom på, at flere og flere mennesker går alene med deres nød og sorg, at vi for at sætte det lidt på spidsen er ved at blive et folk, der flygter fra lidelsen og sorgen, hvis den ikke lige er en del af den daglige underholdning i fjernsynet. Men vi er alle på vej mod døden. Netop på vej, for døden kommer sjældent helt uden forvarsel. Undervejs vil de fleste af os opleve tabene, der forbereder os på, at vi ikke er udødelige. Memento mori.

Af Steen Bonde, præstefaglig konsulent i Århus Kommune, cand.theol.