Hvem betaler driften af kirkerne i Europa?

I Danmark er det staten, som står for den økonomiske del af folkekirken, men hvordan ser det ud i resten af Europa? Hvem betaler for kirkerne, driften og vedligeholdelsen af dem, spørger en læser. Professor Kurt E. Larsen svarer

Spørgsmål:

Hej brevkasse

I Danmark er det staten, som står for den økonomiske del af folkekirken. I USA er det lokalsamfundet, som betaler og støtter op om deres kirker. Hvordan ser det ud i resten af Europa? Hvem betaler for kirkerne, driften, vedligeholdelsen med mere?

Mvh.
Anita

Svar: 

Kære Anita

Det er et stort og indviklet spørgsmål, som jeg her kun kan give et rids over.
 
Danmark: Det er kun en lille del af folkekirkens udgifter, der betales af staten, kun cirka. 10 procent. Finansloven øremærker hvert år et beløb til bestemte udgifter, som staten har forpligtet sig på at afholde. De sidste cirka 90 procent betales kun af folkekirkens medlemmer, og de betales over kirkeskatten.

Al drift og vedligeholdelse af kirker og alt det lokale menighedsarbejde er således udelukkende betalt af de lokale medlemmer. Det er således frivilligt, om man vil betale, da det jo er frivilligt, om man vil være medlem af folkekirken. Hvis man er medlem, har man mulighed for at komme ind i menighedsrådene og de valgte provstiudvalg og være med til at bestemme over og administrere kirkens lokale økonomi.

Kristne frikirker og andre religiøse samfund får ingen direkte statsstøtte som folkekirken. Til gengæld kan de søge om, at medlemmernes bidrag er fradragsberettiget. Det vil reelt sige, at op til 50 procent af deres bidrag kommer retur fra staten i form af skattebesparelse.

USA: I USA er stat og religion helt adskilt, således at medlemmerne selv må afholde alle udgifter til deres kirker, synagoger, moskeer, templer og så videre.

Norge: Den norske kirkes medlemmer betaler ikke kirkeskat, men kirken får sine penge fra stat og kommune. Staten bevilger løn til præster og biskopper og til udgifter på nationalt plan. Kommunerne bevilger penge til de lokale kirker og de lokale udgifter. Kirken har så egne organer, der forvalter pengene – dels nationalt, dels lokalt.

Sverige: Her ligner forholdene meget de danske. Medlemmerne af den svenske kirke betaler en kirkeafgift (kirkeskat), der dækker de fleste af kirkens udgifter, både lokalt og nationalt. Alle svenskere (uanset medlemskab af Svenska Kyrkan) betaler en ”begravelsesafgift”. Og den svenske stat giver et stort årligt tilskud til vedligeholdelse af de mange kirker, der har karakter af kulturarv.

Finland: Her ligner forholdene også meget de danske. Kirken får de fleste af sine penge fra kirkeskat, som medlemmerne er pligtige at betale – og som opkræves sammen med kommune- og statsskatten. Kirken får ikke direkte statstilskud som i Danmark og Sverige, men får til gengæld del i en særlig samfundsskat, som virksomheder og selvejende institutioner betaler – begrundelsen er at kirkens udgifter får til samfundsnyttige opgaver, som begravelsesvæsen, vedligeholdelse af kulturminder, socialt arbejde med mere.

Tyskland: I Tyskland er stat og kirke adskilt, men de mange kirkesamfund har status af offentligretslige institutioner. Der er mange forskellige landskirker i Forbundsrepublikken, men for eksempel i kirken nærmest Danmark, Nordkirche, er det sådan, at kirkens udgifter dækkes af medlemmernes kirkeskat, som de offentlige myndigheder hjælper med at opkræve.

Kirken får mindre beløb fra delstaterne som ”efterbetaling” for ekspropriering af kirkens ejendele i tidligere tider. En del af kirkens indtægter kommer også i form af frivillige bidrag fra menighedernes medlemmer. Det hænger blandt andet sammen med, at de tyske kirker har forholdsvis færre medlemmer end kirkerne i de nordiske lande, således at kirkeskatten ikke altid slår til.

England: Derovre har man en række kirkesamfund, der næsten alle har status af frikirker og derfor ikke modtager offentlig støtte. I England har Church of England (den anglikanske kirke) dog en særlig status i samfundet, så dronningen, regeringen og parlamentet har visse rettigheder ved bispevalg og lovgivning og så videre.

Økonomisk lever Church of England dog af egne midler, uden støtte fra staten. Man lever dels af faste og skattebegunstigede medlemsbidrag, dels af indsamlinger, dels af fundraising og dels af udlejning af kirkens lokaler.

Til forskel fra de tyske kirker – og især de nordiske kirker – er den engelske kirke ofte økonomisk trængt, så kirker må sælges, og de historiske bygningsværker er svære at få vedligeholdt efter fortjeneste.

Italien: Her er kirke og stat også adskilte, men den italienske stat opkræver 0,8 procent i skat fra alle indbyggere til enten en anerkendt religiøs gruppe (katolikker, lutherske, hinduer) eller til et socialt arbejde. Den enkelte kan selv vælge om for eksempel den katolske kirke skal have pengene, eller hvem der skal.

De religiøse samfund står så til regnskab for, at pengene forvaltes rigtigt: Til brug for kirke, gudstjeneste, præsteløn, socialt arbejde i Italien eller nødhjælpsarbejde i andre lande.

Der er altså i de her valgte lande mange forskellige måder at organisere kirkens økonomi på.

Med venlig hilsen 
Kurt E Larsen 
Professor, dr.theol.
 
Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.