Spørg

Hvordan kan vi vide, at Salome virkelig hed Salome?

Det er en værre historie, den om Salome. Og familiemæssig ret indviklet, skriver teolog og kunsthistoriker, Anne-Mette Gravgaard. Foto: Tony Baggett - Fotolia

Jeg har flere gange hørt Herodias datter - hende, der ønskede sig Johannes Døbers hoved på et fad - omtalt som Salome. Navnet nævnes, så vidt jeg kan se, ikke i Bibelen, så hvor kender vi navnet fra, spørger en læser. Teolog Anne-Mette Gravgaard svarer

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har i Bibelen ledt efter navnet på Herodias datter - hende, der dansede for kong Herodes, og som fik Johannes Døbers hoved på et fad. Jeg har mange gange hørt hende omtalt som Salome - selv af præster. Hendes navn nævnes, så vidt jeg kan finde ud af, IKKE i Bibelen, så hvor har de det fra? Findes det måske i et af de apokryfe skrifter?

Med venlig hilsen
Tove 

Svar: 

Kære Tove

Det er en værre historie, den om Salome. Og familiemæssig ret indviklet:

Ifølge den romersk-jødiske historieskriver fra første århundrede efter Kristi, Flavius Josephus’ 18. bog kapitel 5, var Salomes mor, Herodias, først gift med Herodes Philip, med hvem hun fik Salome. Herodias lod sig dog skille fra Herodes Philip på grund af en affære med hans halvbror, Herodes Antipas, som var tetrark over Galilæa.

Ifølge Markusevangeliet kapitel 6 vers 17-29 og Matthæusevangeliet kapitel 14 vers 3-11 bebrejder Johannes Døberen Herodes Antipas, at han lever i synd med sin brors fraskilte hustru (ifølge Josephus, mens han endnu selv var gift med sin første kone). Herodes Antipas fængsler Johannes af hensyn til sin elskerinde, men Herodias øjner en chance for at komme helt af med den vanskelige Johannes ved at lade sin datter (i nogle bibelhåndskrifter kaldes Herodias’ datter også for Herodias) danse forførende for Herodes Antipas til hans fødselsdag og bede om en gave som tak. Gaven, som Herodias får sin datter til at bede om, er Johannes’ hoved på et fad.

Herodias’ datter hedder altså ifølge Josephus Salome og er senere blevet kendt for ”de syv slørs dans” (Oscar Wildes opfindelse i sit teaterstykke ”Salomé” fra 1891, inspireret af den dengang populære slør-mavedans fra Lilleasien – en camoufleret striptease, som Richard Strauss også indlagde i sin opera i 1905).

Mange familiemedlemmer hed i antikken det samme. Samtidig var det i mellemøstlige kulturer almindeligt, at man overtog sin brors enke som hustru, eller at man af hensyn til arvefølgen giftede sig med sin søster.

Som jeg læser det, var Herodias barn af Herodes Den Store (der var konge under barnemordet i Betlehem) ligesom begge hendes mænd, Herodes Philip, som var tetrark over Ituræa (Golan) og Trakonitis (Lajat) og Herodes Antipas, som var tetrark over Galilæa var børn af Herodes Den Store. En mulighed er dog, at de to herodeser (konger) er Herodias’ onkler.

Med Philip bliver Herodias mor til Salomé, som efter at hendes mor Herodias er blevet skilt fra hendes far Herodes Philip, selv gifter sig med sin far.

Men måske var Herodias slet ikke gift med den Herodes Philip (hvad Det Nye Testamente siger) men med Herodes Boethius (som Josephus siger, på trods af at han også kalder ham Philip). Dermed bliver det hele mere legitimt, for så er det ikke sin far Salome gifter sig med, men sin onkel.

Under alle omstændigheder noget roderi!

Bedste hilsener
Anne-Mette Gravgaard
Teolog og kunsthistoriker

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.