Spørg

Hvordan indvier man kirker i folkekirken?

I 1998 blev Ringe Kirke (Fyn), der er en middelalderkirke, genindviet ved en festlig gudstjeneste efter at have været lukket under en større restaurering, forklarer Anders Eyvind Nielsen, der er sognepræst og dr. theol. På billedet ses Ringe Kirke. Foto: Wikimedia Commons

Hvad kirkeindvielser angår, skal indvielsesgudstjenesten foregå på en søndag eller helligdag og ledes af biskoppen eller provsten, svarer sognepræst Anders Eyvind Nielsen

Spørgsmål

Kære brevkasse

Hvordan indvier man kirker i folkekirken? 

Jeg er nysgerrig omkring, hvordan man i den danske folkekirke indvier en kirke, eller om man overhovedet gør det? 

Er der forskel på om en kirke er nybygget, eller det er en middelalderkirke, som har været for eksempel katolsk?

Venlig hilsen
Maria

Svar

Kære Marie

Tak for spørgsmålet, her har du mit svar.

Hvordan indvier man kirker i folkekirken?

Ifølge ritualbogen med gudstjenesteordning for den danske folkekirke (1994) finder vi på de sidste godt 30 sider en udførlig vejledende beskrivelse af kirkeindvielse og indvielse af kirkegård og kapel ifølge autoriseret kongelig resolution (1987). 

Hvad kirkeindvielser angår, skal indvielsesgudstjenesten foregå på en søn- eller helligdag og ledes af biskoppen eller for eksempel af provsten. 

LÆS OGSÅ: Bruger man bispehuer i folkekirken?

Søndagen forinden skal der i alle provstiets kirker bedes om: ”at Gud vil give sin nåde til den forestående handling og lade det nye kirkehus tjene til hans navns ære og hans menigheds opbyggelse”. 

Aftenen før indvielsen finder sted, ringes der en time med kirkens klokker. På selve indvielsesdagen går biskoppen sammen med områdets øverste verdslige myndighed, for eksempel borgmesteren, forrest i en procession med præster. De bærer kirkens ”hellige kar” (dåbsfad, kande, kalk og disk) og alterbøger ind i kirken under orglets præludium eller under korsang. 

LÆS OGSÅ: Ændrede reformationen kirkerummet?

Højtidsgudstjenestens forløb ligner i det store og hele en almindelig søndagsgudstjeneste, men der er indlagt bestemte bibellæsninger, salmer og bønner til lejligheden.

I 1998 blev Ringe Kirke (Fyn), der er en middelalderkirke, genindviet ved en festlig gudstjeneste efter at have været lukket under en større restaurering. 

I modsætning til den romersk-katolske kirke bruger vi i folkekirken et mere forenklet ritual. Der kan vælges mellem to forskellige modeller.

Med venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Sognepræst og dr. theol.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.