Spørg

Hvorfor bliver Ananias og Safira slået ihjel?

Det er da vanvittig hård tale, men jeg tænker, at teksten handler om en dybt alvorlig situation og Guds vredesdom over denne, skriver cand.theol. Jørn Henrik Olsen. Foto: akg-images.

Jeg kan ikke komme længere i Apostlenes Gerninger end til det sted, hvor apostlen Peter slår to mennesker ihjel, fordi de beholder nogle penge for sig selv og lyver om det. Hvor er tilgivelsen, spørger en læser. Cand.theol. og ph.d. Jørn Henrik Olsen svarer

Spørgsmål:

Kære Brevkasse

Jeg har et problem. Jeg kan bare ikke komme længere i Apostlenes Gerninger end netop dertil, at Peter slår to mennesker ihjel, der gerne vil være del af deres menighed, fordi de efter at have solgt deres ejendom beholder nogle penge for sig selv og lyver om det.

Hvor er tilgivelsen?
Hvor er kærligheden?
Hvor er den sunde irettesættelse?
Hvor er nåden?

I stedet ydmyger han ligefrem Safira, velvidende at hun lyver. Hvad skal det gøre godt for?

Da Peter selv fornægtede selveste Jesus – det vil sige løj - hvorfor skulle han så ikke også dø da? Hvorfor bliver han ikke dømt, som han selv fordømte?

Hvis svaret er "Guds veje er uransalige", hvorfor så læse biblen med vores forstand i det hele taget - vi fatter jo alligevel ikke noget?

Nej, jeg kan ikke komme forbi det dobbeltmord og læse resten af deres gerninger med ro i sjælen. Det fylder mig med afsky.

Med venlig hilsen

Lars Petersen

Svar:

Kære Lars Petersen

Teksten i Apostlenes Gerninger (kapitel 5 vers 1-11) er særdeles svær at komme til rette med. Jeg vedgår derfor gerne, at dine spørgsmål er vanskelige at svare på. Her har du mit forsøg på at svare:

1) Det springende punkt er egentlig forståelsen af Gud og hans hellighed. Eller det forhold at Bibelens kærlige Gud også har nok så afskrækkende sider. Vi mennesker har meget svært ved at bøje os for Guds vrede og dom. ”Hvem kender til styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig?” (Salmernes Bog kapitel 90, vers 11).

 I Det Gamle Testamente finder vi flere eksempler (for eksempel i teksten om Arons sønner Nadab og Abihu i Tredje Mosebog kapitel ti og om Akans tyveri og dets følger i Josvabogen kapitel syv) på en noget lignende position, som den vi ser Ananias og Safira stå i. Hvor altså straffen for at lyve Gud op i ansigtet er døden! I denne forbindelse vil jeg også nævne, at det ikke er Peter, der slår nogen ihjel. Teksten siger ikke noget i den retning. Han udtaler Guds dom, men det er noget andet!

2) Om den første menighed læser vi i Apostlenes Gerninger, at de ”troende var ét i hjerte og sind” (kapitel 4 vers 32). Josef/Barnabas – en levit (almindeligvis en person uden ejendom) - giver af hjertet (kapitel 4 vers 36f). Det stærke anti-eksempel kommer med Ananias og Safira. De behøvede ikke at sælge noget. De var på ingen måde tvunget til at give det hele. Men de foregiver, at de gør det. Derfor straffes de for deres brøde. Det er synd at lyve for Gud! Menigheden skal være et sted for Helligånden, og derfor må al ulydighed holdes borte herfra.

3) Set i dette perspektiv er det en gevinst, at Lukas har inkluderet beretningen i Apostlenes Gerninger. Det er sandt nok, at den på en måde er afskyvækkende og frygtskabende. Man skal dog ikke være blind for, at for eksempel Jesus også gjorde klokkerent op med hyklerisk løgnagtighed (Matthæusevangeliet kapitel 23).

Generelt set var det meget udfordrende at være ny menighed i den allerførste tid. Ananias og Safiras løgn var en dræbende løgn ind i denne menighedskontekst, men deres løgn var dog først og sidst en løgn overfor Gud. De ønskede fuld kredit og prestige for deres ’hellige’ offer-generøsitet, men deres hykleri tårnede sig blot op herved. Motivet var ikke at gøre noget godt for de fattige, men at gøre deres ego federe og stærkere.

4) Jesus kom til verden for at frelse syndere. Vi ser det igen og igen. Det var absolut ikke hykleriske, selvretfærdige mennesker, han kunne redde. Ananias og Safira havde rent faktisk modtaget nåden og tilgivelsen. De var kommet til tro. De var blevet døbt og indgik som medlemmer af menigheden. Men tilgivelsen havde de vel på en måde kastet vrag på, og Gud bestemte, at nådetiden var forbi?

Det er da vanvittig hård tale, men jeg tænker, at teksten handler om en dybt alvorlig situation og Guds vredesdom over denne. Synd er seriøs alvor. På den baggrund skal den hjælpe os til at frygte Gud først og fremmest. Og biproduktet i datidens menighed var også, at ”hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt” (vers 11).

5) Dermed har jeg ikke sagt, at der er en ’automatisme’ mellem vores synd og det onde. Jeg opfordrer derimod til, at vi afholder os fra spekulationer eller stiller Gud på prøve. Men mon ikke Peter, her på bagkanten af hans barske annoncering, har lagt sig til at sove den nat, ihukommende sin egen trefoldige fornægtelse. Vi kan gøre os mange tanker.

Hårene kan rejse sig i protest i mødet med en sådan chokerende og gruopvækkende beretning. Men vores forståelse eller vort udblik er særdeles begrænset. Meget er gemt i Guds visdom. Guds skjulthed og tavshed er et svært kapitel. Den bedste løsning er, at vi kaster os ind på Gud, også med livets sværeste spørgsmål.

Med venlig hilsen
Jørn Henrik Olsen 
Cand.theol., ph.d., billedkunstner og forfatter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.