Spørg

Hvornår falder pinsen i forhold til påsken?

Søndag er jo i kristendommen: Herrens dag, opstandelsesdagen, så derfor var det mindre vigtigt, om pinsen fejredes præcis 50 dage efter påske, til gengæld skulle det helst være en søndag, fordi pinsedag blev brugt som en af den ældste kristendoms dåbsdage, og fordi man fejrede Helligåndens komme ligesom ved Jesu dåb, forklarer Jørgen Kjærgaard, der er lektor, cand.theol. og stiftskonsulent.

Pinse er en fordanskning af det græske pentekosté, der betyder ”den halvtredsindstyvende” (dag efter påske), svarer cand.theol. Jørgen Kjærgaard

Spørgsmål om pinsen

Kære brevkasse

På arbejdet har vi diskuteret gyldigheden af wikipedia (online encyklopædi red.) versus kristendom.dk

Hvis man søger på pinsedagen, står der, at den falder 50 dage efter påske på kristendom.dk, mens wikipedia siger 49 dage:

Påskedag = søndag
Pinsedag = søndag
Skal gå op i syv, det gør sjovt nok syv gange syv.

Håber I kan finde et svar eller tage det til efterretning.

Venlig hilsen,
Filip

Svar fra brevkassen

Kære Filip

Pinse er en højtid, vi har arvet fra jødedommen, hvor den markerer afslutningen af helligholdelsen af påsken.

Også jødedommen har påsken som sin største religiøse fest – dog med et andet indhold, og fordi påsken er så vigtig, fejrede man den grundigt med både en optakt og en efterklang – hele 50 dage. Sådan gik skikken videre i den ældste kristendom, der naturligt var stærkt påvirket af jødisk tradition.

Pinse er en fordanskning af det græske pentekosté, der betyder ”den halvtredsindstyvende” (dag efter påske).

I den ældre jødiske religion var pinsen en takkefest for hvedehøsten senere en mindefest for pagtslutningen på Sinaj. Både jødedom og ældre kristendom overholdt denne beregning nøje. Men med tiden forskød den kristne opmærksomhed sig i retning af at få helligdagene til at passe med en søndag.

Søndag er jo i kristendommen: Herrens dag, opstandelsesdagen, så derfor var det mindre vigtigt, om pinsen fejredes præcis 50 dage efter påske, til gengæld skulle det helst være en søndag, fordi pinsedag blev brugt som en af den ældste kristendoms dåbsdage, og fordi man fejrede Helligåndens komme ligesom ved Jesu dåb.

Som bekendt ligger påsken ikke fast; det gør til gengæld pinsedag, som i de fleste protestantiske kirker altid fejres på den søndag, der ligger nærmest 50. dagen efter påske. Derfor nok den forskellige angivelse, som hver for sig kan være lige rigtige, alt efter hvilken tradition, jødisk eller kristen, man lægger til grund.

Med venlig hilsen,
Jørgen Kjærgaard
Lektor, cand.theol. og stiftskonsulent

*Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.