Fandt Syndfloden virkelig sted?

Det er muligt, at der ligger bestemte historiske begivenheder bagved den gammeltestamentlige fortælling om syndfloden. Nogle forskere har peget på, at området omkring Sortehavet på et tidspunkt er blevet oversvømme, skriver Kirsten Nielsen Foto: stock.xchng.

Fortællingen om Syndfloden skildrer nogle basale vilkår for menneskelivet, svarer teologiprofessor Kirsten Nielsen

Spørgsmål:

Hej

En fra min klasse spurgte i går, hvordan det kunne være, at pyramiderne var tilbage efter syndfloden?
Hun kunne ikke tro på Gud på grund af det. Jeg kunne desværre ikke svare hende, så jeg ville høre, om I kunne hjælpe mig med et svar?

Venlig hilsen
Karina

Svar:

Kære Karina

Problemet med spørgsmålet er, at spørgeren går ud fra, at Syndfloden er en historisk begivenhed, som har fundet sted præcis sådan, som det skildres i Bibelen, det vil sige som en oversvømmelse, der rammer hele jorden.

Der fortælles om Syndfloden i kap. 6-9 i Første Mosebog, altså i det vi kalder Urhistorien. Formålet med Urhistorien er at skildre nogle basale vilkår for menneskelivet. For eksempel at der kan opstå strid mellem brødre, men at Gud vil, at brødre skal tage vare på hinanden (jf. Kain og Abel-historien).

Når der fortælles om den store vandflod, er formålet at forsikre dem, der er bange for, at der skal komme en vældig oversvømmelse, at Gud har lovet, at det aldrig skal ske.

LÆS OGSÅ: Vandets betydning i verdens mytologier

Det er muligt, at der ligger bestemte historiske begivenheder bagved den gammeltestamentlige fortælling. Nogle forskere har peget på, at området omkring Sortehavet på et tidspunkt er blevet oversvømmet, fordi saltvand fra Middelhavet brød gennem det, der i dag er Bosporusstrædet.

Erindringen om denne begivenhed er muligvis baggrunden for fortællingen. For dem, der boede omkring Sortehavet, betød det ødelæggelsen af hele deres verden, selv om det nøgternt vurderet kun har været et begrænset område, der blev ramt.

Hvis det er denne begivenhed, der ligger bag Syndflodsfortællingen, er der således ikke noget underligt i, at Egypten ikke blev berørt af vandet.

Tilsvarende fortællinger findes i øvrigt mange forskellige steder i verden. Der eksisterer faktisk op mod 150 fortællinger om store oversvømmelser.

Venlig hilsen
Kirsten Nielsen, professor i teologi

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.