Hvorfor blev Adam og Metusalem så gamle?

De allerførste mennesker boede i Edens Have, hvor de havde adgang til Livets Træ og dermed til at leve evigt, fortæller teologiprofessor Kirsten Nielsen. - Foto: Foto: James Hardy.

Der var en forestilling i fortællingerne om, at mennesket engang levede tæt på Gud og derfor var mere livskraftigt end "i dag", svarer teologiprofessor Kirsten Nielsen

Spørgsmål:

Adam og Metusalem blev ifølge Bibelen næsten 1000 år gamle. Er der andre skrifter, der indikerer udvikling i levealder? Er der nogle fortolkninger på disse aldersangivelser, jeg tænker på, hvad årsagen var til angivelsen af de høje tal?

Steen Møller

Svar:

Kære Steen Møller!

Tak for dit spørgsmål angående den høje livsalder i 1 Mosebog. Baggrunden er traditionen i 1 Mosebog 2-3 om, at de allerførste mennesker boede i Edens Have, hvor de havde adgang til Livets Træ og dermed til at leve evigt.

Men fordi de var ulydige mod Gud og spiste af det forbudte træ, træet til kundskab om godt og ondt, blev de sendt ud af haven og dermed væk fra livstræet. Af stamtavlen i kap. 5 fremgår det så, at Adam selv var 105 år gammel, da han fik en søn, Set. Også Set var forholdsvis gammel, da han fik en søn.

Man kender tilsvarende beretninger fra Mesopotamien, og det ser ud til, at den almindelige tankegang dengang var, at i gamle dage var man længere om at blive voksen. Alt gik ganske enkelt langsommere. I 1 Mosebog sker der så en begrænsning af den tid, mennesker skal leve. Det fortælles der om i kap. 6 vers 3.

Årsagen er, at gudesønnerne og menneskedøtrene har fået børn sammen. Derved er menneskene igen kommet i besiddelse af noget, der kan give dem del i det guddommelige liv, dvs. det evige liv. Men det sætter Gud en stopper for ved at bestemme, at grænsen er 120 år.

Alligevel fortælles det, at Abraham blev 175 år. Så dermed markeres det, at han var noget særligt. Han kom jo i øvrigt også sent i gang med at få børn. Han var 100 år, da Sara fødte ham Isak, og kun nogle år yngre, da Hagar fødte Ismael.

Job lever i 140 år, efter at han har været gennem en voldsom prøvelse og mistet alle sine børn, så også han må have været meget højt oppe i årene, da han døde. Moses bliver lige præcis 120 år. I Salme 90 vers 10 hedder det, at 70 år er det normale, evt. 80 år, hvis kræfterne slår til.

Bag fortællingerne om de mange leveår ligger nok forestillingen om, at alting var bedre i "gamle dage". Der var en guldalder, hvor mennesket levede tæt på Gud og derfor også var mere livskraftigt end "i dag".

Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor i Det Gamle Testamente

Spørgsmål:

Kære Kirsten Nielsen,

Mange tak for et interessant svar. Jeg har noteret mig, at i 1 Mosebog kap 6 sættes grænsen til 120 år, hvordan kan Noa så i kapitel 7 blive over 600 år?

Kunne man tænke sig, at ét år dengang simpelthen ikke svarer til ét år i nutidens kalendermetodik?

Med venlig hilsen
Steen Møller

Svar:

Kære Steen Møller!

Tak for dit spørgsmål om uoverensstemmelsen mellem de 120 år i kap. 6,3 og Noas langt højere alder. I Første Mosebog er det meget tydeligt, at det er forskellige traditioner, som er blevet sat sammen til et længere fortælleforløb.

Hvis du ser på de to skabelsesberetninger, så er de indholdsmæssigt og stilmæssigt ret forskellige. Den første, kap.1,1-2,4a er præget af præstelige interesser og tilhører den kilde, man kalder Præsteskriftet. Kap. 6,1-4 går tilbage til den kilde, som står bag den anden skabelsesberetning, kap. 2,4b-2,25, nemlig Jahvisten (her bruges navnet Jahve om Gud, på dansk gengivet ved Herren).

Dele af Noafortællingen går tilbage til Præsteskriftet, bl.a. de dele, hvor der er præcise aldersangivelser og datoer som i kap. 6,13. Præsteskriftet tager tydeligvis ikke hensyn til, at Jahvisten har fortalt om den begrænsede livsalder.

Så kan det undre, at de, der samlede de forskellige kilder/traditioner til en hel fremstilling, har ladet uoverensstemmelserne stå. Måske har de bevaret den høje alder for Noas vedkommende for at vise, at han i særlig grad stod under Guds velsignelse og derfor fik et meget langt liv.

Med hensyn til årenes længde er der to forskellige måder at regne året på i Det Gamle Testamente: solåret på 360 dage + nogle skuddage og måneåret på 354 dage og så med en skudmåned af og til for at få det til at passe. Men det vil ikke kunne forklare den meget store forskel på 120 og 601 år.

Med venlig hilsen
Kirsten Nielsen
Professor i Det Gamle Testamente

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.