Hvorfor valgte man korset som symbol?

Der har faktisk altid været kombinationer af korset og opstandelsen. Tag for eksempel de gamle keltiske solkors eller ringkors: de viser korset med en cirkel bagved. Denne cirkel symboliserer netop opstandelsen (solen, der står op Påskemorgen) og evigheden (Opstandelsen gav os mulighed for evigt liv), fortæller Carsten Korsholm Poulsen. Foto: stock.xchng

Korset blev valgt, fordi det udtrykker det absolut centrale i kristendommen: at Guds Søn, Jesus, frivilligt tager menneskehedens skyld på sig og tager vores straf fra Gud, svarer teolog Carsten Korsholm Poulsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvorfor har kirken valgt korset som symbol? Hvorfor ikke opstandelsen?

Venlig hilsen
Poul Hviid

Svar:

Kære Poul

Til at begynde med var korset ikke de kristnes symbol. I de første par hundrede år er der i det hele taget ikke mange symboler fra kristen hånd, da de fleste levede som forfulgte. Man brugte meget korset i prædikener og den slags men man afbildede det ikke. Man brugte typisk en fisk, hvis man skulle give et tegn til de andre kristne om, at her samledes man i hemmelighed.

Da kristendommen blev anerkendt statsreligion i romerriget i år 312 e.Kr., begyndte man at bruge korset som symbol. Især da Kejserens moder i 326 e.Kr. tager til Israel og (efter sigende) finder det originale kors.

Korset blev valgt som symbol, fordi det udtrykker det absolut centrale i kristendommen: at Guds Søn, Jesus, frivilligt tager menneskehedens skyld på sig og stedfortrædende tager vores straf fra Gud, så vi kan få Guds tilgivelse.

Frelses-pakken
Du har fuldstændig ret i, at opstandelsen også er en meget central ting i kristendommen: hvis ikke Jesus var opstået legemligt, havde det hele bare været blålys og fiasko, og kristendommen havde været det latterligste af alt, som Bibelen tydeligt beskriver det.

Men opstandelsen er ligesom en del af pakken: frelses-pakken. Og det mest centrale i frelses-pakken er Jesu stedfortrædende død for vores skyld.

Men der har faktisk altid været kombinationer af korset og opstandelsen. Tag for eksempel de gamle keltiske solkors eller ringkors: de viser korset med en cirkel bagved. Denne cirkel symboliserer netop opstandelsen (solen, der står op Påskemorgen) og evigheden (Opstandelsen gav os mulighed for evigt liv).

De ældste af disse kors er fra 300-tallet. I nyeste tid er en helt anden slags opstandelsekors blevet populære: det er et almindeligt (ret bredt) kors og indeni det er der udskåret silhuetten af den opstandne Jesus, der breder sine arme ud til velsignelse. Så korset er det centrale kristne symbol, men man har altid haft udgaver, der kombinerede det med opstandelsen.

Og i øvrigt er opstandelsen blevet en uhyre central ting på den måde, at man valgte den ugedag, hvor Jesus stod op af graven, til gudstjenestedag. Jøderne havde/har jo lørdagen, men de kristne valgte søndagen, fordi det er den dag, opstandelsen skete.

Venlig hilsen
Carsten Korsholm Poulsen
Teolog og undervisningskonsulent i Indre Mission

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.