Hvordan blev orglet kirkens instrument?

Ingen har som sådan bestemt, at salmesangen skulle ledsages af et orgel, fortæller organist Jens Ramsing

Spørgsmål:

Hvem har bestemt, at orglet er standard i kirken?

Med venlig hilsen
Jørgen Gram Blom

Svar:

Orglets historie kan føres helt tilbage til oldtiden. Det hører imidlertid til en af musikhistoriens uløste gåder, hvornår dette prægtige instrument opnåede status som kirkemusikinstrument. Men det skete formentlig mellem år 900 og 1200.

Kirkemusikken den gang bestod helt overvejende af korsang (munkesang). Men orglet var på vej ind i kirker og klostre. Thomas Aquinas (1225 1275) lovpriste orglet, fordi det løftede sjælene mod det høje.

Mere jordnært berettes det, at musikken nogle steder blev varetaget af et væld af musikere - instrumentalister og sangere. Men da præsterne følte, at musikken og de mange musikere var blevet for dominerende, blev de bogstaveligt talt smidt ud og erstattet af det enmands-betjente
orgel, der i sig selv er mange instrumenter. Og så havde man jo kun én uregerlig musiker at holde styr på.

Reformationen styrkede orglets position
Efter reformationen i 1517 blev orglets position som kirkens instrument yderligere styrket. Luther indførte menighedssangen, som vi i dag betragter som bærende og helt afgørende for gudstjenesten.
I begyndelsen sang man uden orgelledsagelse. Men orglet blev benyttet til indgangs- og udgangsmusik, ligesom det intonerede salmemelodierne med smukke forspil og udsmykkede gudstjenesten med mellemliggende og efterfølgende variationer over salmemelodierne.

I Rom virkede den italienske komponist Girolamo Frescobaldi (1583 1643) som organist ved Det Sixtinske Kapel (Peterskirken). Han skrev fornemme orgelstykker til de forskellige messeled i den katolske gudstjeneste og betragtes som orgelmusikkens stamfader.

Men med Johann Sebastian Bach (1685 1750), orgelkomponisten over alle, var det kirkemusikalske centrum for alvor rykket mod nord til Tyskland.

Den tyske menighedssang og den dertil knyttede melodi, koralen, tog danskerne til sig i særlig grad. Den Danske Salmebog er således et helt enestående værk: over 700 salmer til Guds pris og menneskets opbyggelse alle, på nær nogle få, af høj kvalitet og poetisk kraft og med tilhørende slidstærke melodier, som har været fundamentet for en betydelig del af orgellitteraturen.

Der er blevet bygget fornemme orgler i Danmark igennem flere århundreder (af for eksempel Lorentz, Rafaëlis og Compenius).
Disse instrumenter (hvad der måtte være tilbage af dem) og deres smukke facader betragtes som en del af kirkens værdifulde inventar på linie med altertavler og prædikestole, som folkekirken og dermed staten tager vare på.

Ingen har bestemt, at salmerne skal ledsages af orgel
Ingen har som sådan bestemt, at salmesangen skulle ledsages af et orgel, og for 100 år siden fandtes der stadig små landsbykirker uden orgler (eller andre instrumenter). Desuden har de fleste kirker i dag (som supplement til et fint orgel) et klaver eller flygel, som tages i anvendelse, når det er musikalsk velbegrundet.

Men at orglet næsten autoriseres som kirkens instrument er ubestrideligt. Indtil for få år siden var der da også en særligt udpeget orgelkyndig med titlen Statens Orgelkonsulent. Tilsynet med orgelbygning er nu uddelegeret på flere personer.
Kirkemusik-debat er vanskelig
Der foregår som tidligere en vigtig og for så vidt frugtbar debat om kirkemusikken. Men i dag er debatten lidt vanskeligere, fordi vi har haft en periode på næsten to generationer, hvor de fleste hverken gik i kirke eller lyttede til eller for den sags skyld fik undervisning i klassisk musik.

Når navlestrengen således er klippet over, bliver debatten meget polariseret mellem på den ene side dem, der er fortrolige med traditionen og på den anden side dem, der blev frataget den musikalske (ud)dannelse og derfor mener, at musikken (og ordene) skal lyde ligesom alle andre steder.

Kirkekorene er et lyspunkt
Men de mange kirkekor, der udfylder tomrummet efter 1960erne og 70ernes forfejlede skoleeksperimenter, hvor både kirken og den klassiske musik blev svigtet, er et lyspunkt. Med salmebogen i hånden forstår de unge, hvorfor musikken i kirken er lidt anderledes end den musik, de hører alle andre steder. De kan også godt lide orgelmusik og går med den største selvfølge til rockkoncert den ene dag og synger i kirkekor den næste.

Professionelle meningsdannere (pensionerede biskopper og kirkeministre) har på de unges vegne talt for fornyelse af kirken herunder musikken. Men efter min mening var det mere lødigt, hvis man nøjedes med at udtale sig på egne vegne.

For sandheden er, at de, der rent faktisk beskæftiger sig med unge mennesker og musik, kan konstatere, at de unge godt kan lide klassisk musik og kirkemusik. I øvrigt fornægter ingen fornuftig organist i dag den rytmiske musik. Fremstillingen af den forbenede kirkemusiker er falsk.

Der er mennesker, der ligefrem hader orgelmusik. Mennesker som ikke bryder sig om Bachs smukke orgelkoraler og flotte præludier. Og det er en ærlig sag. Og i øvrigt paradoksalt, da der aldrig tidligere har været så mange dygtige og velspillende organister. Denne orgel-fobi kan have mange grunde.

De fleste menneskers musikdyrkelse finder sted via højttaleren eller anden elektronik. Klassiske (akustiske) musikinstrumenter klinger bedst i virkeligheden. Dette gælder i helt særlig grad orgelet, der altid er en skuffelse på cd eller i radioen. Orgelet er i højere grad end andre instrumenter afhængig af rummet. Orgelet med sit kæmpe dynamiske omfang kan virke meget påtrængende på cd eller i radioen.

Men organister og orgelbyggere fra de gyldne opgangstider må også gribe i egen barm. Det har været overset (eller undertrykt) i debatten, at den såkaldte orgelbevægelse, der havde den meget lyse orgelklang som sit forbillede, dominerede dansk orgelbygning i en sådan grad, at selv den mindste landsbykirke skulle have installeret et stort og hårdtslående barokorgel det, der i små rum med rette er blevet kaldt et skrigeorgel. Det er der ved at blive rettet op på nu.

Et orgel skal naturligvis intoneres og dimensioneres efter rummet, ligesom det skal kunne spille andet end barokmusik. Men skaden er sket. Jeg tror, at mange mennesker på denne måde har fået ødelagt deres forhold til orgelmusik og er kommet til at hade lyden af et orgel.

Måske hører nogle af orgelhaderne til dem, der hilser den rytmiske musik fra Brorsons Kirke velkommen. Janne Mark og Esben Eyermann er da også sympatiske og udmærkede rytmiske musikere. Men musikken lyder som den gør alle andre steder. Og det er sikkert en velsignelse, hvis man har været udsat for et overdimensioneret skrigeorgel (evt. trakteret af en ikke alt for kyndig organist).

Men for mig lyder Janne Marks og Esben Eyermanns band, Konnect, som let musik til morgenkaffen. Musik, der kun vil behage, - musik, der har fået påklistret et kristeligt budskab. Uforpligtende musik, uforpligtende kristendom. Og hvor er menighedssangen?

Folk fra Forum For Rytme i Kirken (FRIK) fremstilles ofte i medierne som pionerer. Det er de ikke. Der er mange, der medvirker til fornyelse men på traditionens grund, uden at give køb på arven og kvaliteten - uden at skylle barnet ud med badevandet.

Jens Ramsing er organist og panelist ved kristendom.dk.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.