Katolicismens historie i Danmark

Katolikkerne i Danmark har efter reformationen i 1536 været udsat for pres, men er idag det største kristne kirkesamfund efter folkekirken. Billedet er fra en messe i Sankt Ansgar Kirke, den katolske domkirke i Bredgade i København. Biskop Czeslaw Kozon står til højre. Foto: Wikimedia Commons

Lektor og ph.d. i kirkehistorie Kurt E. Larsen redegør for katolicismens udvikling i Danmark efter reformationen i 1536

Hvordan forløber katolikkernes historie sig i Danmark efter 1536, hvor landet blev luthersk, og indtil i dag?
Jytte Kristensen

Kære Jytte,

Ved reformationen i 1536 var den romersk-katolske kirke allerede kraftigt svækket. Der var ikke som i andre lande et markant katolsk befolkningselement.

De få resterende katolikker fandt man for eksempel i klostre, og mod dem gik kongen ret varsomt frem. Ofte lod man munke og nonner blive i deres klostre i stilfærdighed livet ud.

Kongens politik var dog at gøre Danmark til et land med en ensrettet luthersk kirkeordning. Sådan fortsatte det også de næste hundrede år.

I starten af 1600-tallet kom der skrappe love mod katolsk indvandring og mission, fordi man frygtede angreb fra katolske stormagter og genindførelse af en katolsk kirkeorden.

Efter Trediveårskrigens afslutning i 1648 faldt denne frygt bort, og udenlandske katolikker kom til landet som håndværkere og handlende.

Der afholdtes gudstjenester i København på katolske landes gesandtskaber, og katolske præster her fra samlede mange til gudstjeneste. De danske myndigheder så gennem fingre med, at en del danskere konverterede.

Også i fristaden Fredericia dannedes en katolsk menighed, men ellers opretholdt Danmark en række restriktioner mod katolikker indtil der blev religionsfrihed i 1849. På det tidspunkt boede der under 1000 katolikker i landet.

Siden er den katolske kirke vokset til det klart største kristne kirkesamfund efter folkekirken i Danmark og tæller i dag 34.000 medlemmer.

Med venlig hilsen Kurt E. Larsen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.