Hvad betyder kristendommen for danskerne?

På trods af en stadig nedgang i de kendte kirkeritualer fastholder kirken en vigtig rolle som traditionsbærer, påpeger teolog Jørgen Skov Sørensen Foto: Arkivfoto

Kirkens rolle i nutidens Danmark er flertydig og spænder fra tro og eksistens til hjælpearbejde for socialt udsatte, svarer sekretariatschef Jørgen Skov Sørensen

Spørgsmål:

Hej Jørgen

Om en uge skal jeg op til dansk mundtlig eksamen, jeg har fået som emne Kristendommens rolle i nutidens Danmark.

Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om, hvad kristendommens rolle er i nutidens Danmark, og hvad kristendom betyder for danskere? Vil du fortælle mig det?

Mange tak.

Antonia

Svar:

Hej Antonia.

Tak for dit spændende spørgsmål. Det er selvsagt ikke muligt at svare uddybende på få linjer, men jeg vil begynde med at konstatere, at kristendommen faktisk spiller en rolle i nutidens Danmark.

Det kan måske nok overraske nogle, for kristendom betyder tydeligvis mindre, end den tidligere har gjort for danskerne: færre går i kirke, færre bliver døbt og konfirmeret.

Alligevel er over 80 procent af befolkningen stadigvæk medlem af det største kirkesamfund, nemlig folkekirken, og hertil kommer, at yderligere en del er medlem af frikirker eller den katolske kirke.

Spørger man dem, der er medlem af folkekirken, men måske ikke så ofte kommer i den, hvorfor de holder fast i medlemskabet, er svaret ofte, at de synes, traditionen er vigtig, at kirke og kristendom har haft betydning for Danmark som samfund, den kulturelle udvikling osv. og derfor bør bevares.

Kirke og kristendom som traditionsbærer er altså vigtig. Men samtidigt ser vi også, at et stigende antal mennesker faktisk kommer i kirken som søgende mennesker og med et religiøst formål. Dette er en nyere tendens.

Når vi taler om kristendommen rolle i nutidens Danmark, kan vi heller ikke komme udenom den lange række af frivillige kirkelige organisationer, som dagligt har betydning for samfundets fattige og udsatte grupper.

Der foregår et stort hjælpearbejde, der oftest er båret af frivillige, som enten gennem økonomiske bidrag eller gennem konkret hjælpearbejde er med til at skabe tryggere rammer og bedre vilkår for mennesker, der har det svært eller lever på kanten af samfundet.

Offentlige myndigheder, som har til opgave at arbejde med de samme grupperinger af mennesker, har øje for kvaliteten af det sociale (eller som det ofte kaldes i kristen terminologi det diakonale) arbejde, som kristne organisationer driver, og arbejdet støttes derfor ofte af offentlige midler.

En sådan offentlig støtte er et tegn på, at kirken og kristnes arbejde er accepteret som en vigtig del af samfundet.

Jeg ønsker dig held og lykke med din eksamen.

Med venlig hilsen,
Jørgen Skov Sørensen
Cand.theol. og Ph.D.
Sekretariatschef for Folkekirkens mellemkirkelige Råd