Hvad er en 'god gerning'?

Ingen gerninger fører til frelse, ingen forbrydelse er for stor til, at Gud forholder nogen sit ord. De gode gerninger er kun til for medmenneskets, næstens, skyld, skriver teolog Margrethe Horstmann. Maleriet er en gengivelse af Jesu dåb af Leonardo da Vinci (1452-1519). Foto: Wikimedia Commons

En god gerning er altid en Johannes Døber-gerning, der peger bort fra mennesket og hen på Kristus, svarer teolog og præst Margrethe Horstmann

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er ved at undersøge, hvad begrebet "gode gerninger" betyder inden for de forskellige religioner. Hvor stor betydning har "gode gerninger" inden for kristendommen?

LÆS OGSÅ:Det siger religionerne om frelse

Jeg er med på, at netop Martin Luther har markeret en forskel med sit syn på gerningsretfærdigheden, men hvordan forholder det sig med moderne katolicisme, med folkelig hverdagskristendom og med superlutheranerne i Tidehverv?

Hilsen
Peter Høvring

Svar:

Kære Peter Høvring

Du spørger, hvor stor betydning begrebet gode gerninger har inden for kristendommen. Kristendommen opererer ikke med begreber. Dem kan teologien tage sig af, når den ellers gør det ret.

Kristendommen er, at Gud taler til mennesker, fordi de ellers er fortabte. For at høre Guds ord er mennesket nødt til at se sig selv som en, der har forbrudt sig mod Gud (en synder), og som må have hans tilgivelse for ikke at gå til grunde, og som samtidig ingen ret har til den, men kun et håb, der ikke vil fejes til side.

Som den kanaanæiske kvinde, der bliver ved med at bede Jesus som hjælp, fordi hun har hørt ham sige ja under hans afvisning af hende, sådan er det menneske stillet, der gør gode gerninger. Én, der ikke har andet end en bøn om hjælp, og den er endda blevet lagt det menneske i munden. Det vil igen sige, at det er Gud selv, der gør godt, men bruger mennesket som redskab for sin kærlige vilje.

Det er en ganske anden opfattelse af gode gerninger end den middelalderkatolske, hvor kirken bestemte, hvad gode gerninger var. Det grelleste eksempel er formentlig afladshandelen, hvor man formedelst et afladsbevis kunne købe sig fri for synder begået her eller i skærsilden.

LÆS OGSÅ:Hvilken funktion havde et afladsbrev?

Martin Luthers opgør med gerningsretfærdigheden markerede ikke blot en forskel, men et altafgørende skel mellem protestantisk kristendom og middelalderkirkens. Kirken som frelsesanstalt (nulla salus extra ecclesia) afviser reformatorerne; den er kun det sted, hvor Guds ord om syndernes forladelse prædikes.

LÆS OGSÅ:Reformationens hovedpersoner

Ingen gerninger fører til frelse, ingen forbrydelse er for stor til, at Gud forholder nogen sit ord. De gode gerninger er kun til for medmenneskets, næstens, skyld, og ingen lignelse har formentlig haft større betydning i forståelsen heraf end den barmhjertige samaritaner.

Gode gerninger gør ikke en mand god, siger Luther, men en god mand gør gode fromme gerninger. Der er ingen gerninger, der står Gud nærmere end nogen anden. Derfor kan Paulus sige: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Det betyder ikke, at man i det timelige liv kan te sig vilkårligt, men at Gud ikke afviser det syndige menneske. Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus; det, mennesker gør af godt, er vokset ud af Jesu rod og stamme.

Jeg tør godt vove den påstand, at der ikke er forskel på folkelig hverdagskristendom og så kristendom. Som jeg ser det, er hverdagskristendom en positiv betegnelse, der netop er rodfæstet i kristendommen og bevarer en sund skepsis over for alle mulige sværmerier. Kristendom drejer sig ikke om, hvor mange gange, man går i kirke, men om, hvordan man har taget imod det, man har hørt.

LÆS OGSÅ: Gode gerninger er befriende

Men hvor troen går ud, går overtroen som bekendt ind. I vor, må man jo nok sige, mere eller mindre afkristnede offentlighed har man bevaret ordene og fyldt sit eget indhold på. Gerningsretfærdigheden er nok død som kirkeligt påbud, men det lever sit eget viltre liv derude.

Kærlighed til næsten, det ene menneskes forhold til det andet som beskrevet i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, lever videre som - og her kommer det - begrebet næstekærlighed. Ukirkelige, men især kirkelige kredse bruger det massivt for at fremme en eller anden sag. Næstekærlighed er i dag indsamling til Afrika, undser nogle præster sig ikke for at sige, næstekærlighed er optagelse af alle flygtninge og næstekærlighed er nedlæggelse af landbruget til gavn for skaberværket. Underforstået: hvis man mener noget andet, er det ikke godt.

En konfirmandmor, hvis pode har fået sin dosis af negativ opmærksomhed fra præsten, siger krænket: Jeg troede, at kirke var noget med næstekærlighed. Så her er intet nyt under solen, men selvom man både skal opføre sig ordentligt mod konfirmander og andre og kan samle ind eller lade være, er en god gerning stadig noget, den kristne er pålagt at gøre, men som han eller hun aldrig vil kunne efterprøve virkningen af. Lidt ligesom man skal overholde færdselsloven, men aldrig bliver rost for det.

Om gode gerninger kan man som alt andet sige: Hvis der er noget godt, er det - højst - en mat afglans af Guds egen gode gerning, at han selv kom til os.

Den moderne katolicisme må en moderne katolik nok tage sig af. Kun har jeg bemærket, at den fremtrædende (og gode) katolske kommentator Iben Thranholm ved pave Benedikts XVI's afgang påpegede det absurde i, at Kristi stedfortræder går af. Er paven Kristi stedfortræder, er alt ved det gamle, moderniteten til trods.

Fornyelse er altid godt, og superlutheraner er bedre end betonlutheraner. Det er sandt, at tidehvervspræster har beskæftiget sig forholdsvis mere med Luther end mange andre. Der er præster i den lutherske kirke (Luther brød sig ikke om ordet luthersk, men det hænger jo ved), der nedladende kalder hans teologi 500 år gamle meninger. Den beskæftigelse er ikke noget, tidehvervspræster bare har, men det er klart, at hvis man ser sig stående på samme sted som Luther med de samme spørgsmål og den samme manglende tiltro til egen kirkelige fortræffelighed, vil man gerne høre, hvad andre, der har gjort lignende erfaring, har at sige om den ting.

LÆS OGSÅ:Hvad er Tidehverv?

En god gerning er - fra Det Ny Testamente over oldkirken og Augustin til Luther - altid en Johannes Døber-gerning, der peger bort fra mennesket og hen på Kristus. Og aldrig et begreb.

LÆS OGSÅ:Portræt af Johannes Døberen

Venlig hilsen
Margrethe Horstmann,
konstitueret sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.