Hvad er en valgmenighed?

Ifølge Michael Lerche Nygaard følger valgmenigheder samme retningslinjer som resten af folkekirken.

"Hovedparten af valgmenigheder bliver stiftet som følge af lokale uenigheder," fortæller sognepræst Michael Lerche Nygaard

Spørgsmål:

Hvad er en valgmenighed?

Med venlig hilsen
Helle

Svar:

Hej Helle.

En valgmenighed er en menighed inden for Den danske Folkekirke. At oprette en valgmenighed er en af de muligheder, som gives i den kirkelige frihedslovgivning.

Retningslinjerne for at oprette og drive en valgmenighed er fastlagt i valgmenighedsloven. En valgmenighed har samme læremæssige grundlag som den øvrige del af folkekirken.

Muligheden for at danne valgmenigheder inden for folkekirken har til formål at give folkekirkemedlemmer, der er utilfredse med lokale forhold, mulighed for at ansætte deres egen præst (frem for at danne en frimenighed uden for folkekirken).

I de første mange år var det primært grundtvigianere fra Foreningen af Grundtvigske valg- og frimenigheder, der benyttede sig af loven, men i de senere år har også grupper med tilknytning til den karismatiske bevægelse og missionsbevægelserne oprettet valgmenigheder.

Selv om hovedparten af valgmenighederne er stiftet som følge af lokale uenigheder, har menighederne normalt en positiv vision.

Du kan læse mere om valgmenigheder på www.eluva.dk, som er hjemmesiden for "Foreningen af Evangelisk-Lutherske Valgmenigheder i Danmark".

Med venlig hilsen
Michael Lerche Nygaard
Sognepræst, Kristkirkens sogn, Kolding