Hvad siger Bibelen om materialisme?

Læseren spørger også, hvad Bibelen siger om idoldyrkelse. Hertil svarer sognepræst Michael Lerche Nygaard: "At noget eller nogen bliver en afgud betyder, at det er denne ting eller denne person, som man klynger sig til som sit faste holdepunkt, beder om hjælp hos i nød og forventer alt godt af."

Jesus advarer mod materialisme i én af sine lignelser; en fortælling, der vist godt kan stå for sig selv, svarer sognepræst Michael Lerche Nygaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvad siger Bibelen om materialisme, idoldyrkelse og sekularisering?

Venlig hilsen
Louise

Svar:

Kære Louise

Det er tre meget store emner, du nævner. Skal jeg give et kort svar, må det være, at Bibelen taler imod alle tre dele. Det vil jeg forsøge at uddybe lidt i det følgende.

Materialismen advarer Jesu imod i en lignelse, han fortæller i Lukasevangeliet kapitel 12:

"En i skaren sagde til Jesus: 'Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.' Men han svarede: 'Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?' Og han sagde til dem: 'Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.' Og han fortalte dem en lignelse: 'Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.'"

Jeg vil mene, at den forklaring sagtens kan stå for sig selv.

LÆS OGSÅ: Er religiøse begreber blevet verdslige?

Idoldyrkelse betyder jo ordret afgudsdyrkelse, fordi idol på græsk betyder afgud. Hermed er der også sagt, at der ikke er noget i vejen med at beundre en musiker, kunstner eller andre, men at der netop er noget, som går helt galt, hvis vedkommende bliver en afgud for en.

At noget eller nogen bliver en afgud betyder, at det er denne ting eller denne person, som man klynger sig til som sit faste holdepunkt, beder om hjælp hos i nød og forventer alt godt af.

Kun Gud må have denne plads i vores liv, og idoldyrkelse er derfor at give Guds plads væk til en anden eller til noget andet.

Profeten Esajas i Det Gamle Testamente har en lang, satirisk passage om, hvor absurd afgudsdyrkelsen er. Det er i Esajas Bog kapitel 44:

"Alle, der former gudebilleder, er tomme,
og deres elskede guder gavner intet.
Deres vidner ser intet,
de forstår intet, så de bliver til skamme.
Den, der former en gud og støber et gudebillede,
har ingen gavn af det.
Nej, alle tilhængerne bliver til skamme,
håndværkerne er kun mennesker.
Lad dem blot træde samlet frem,
de skal alle gribes af skræk og skam.
Smeden fremstiller en økse ved essen. Han former den med hammeren, og han bearbejder den med sin stærke arm. Bliver han sulten, taber han kræfterne; får han ikke vand at drikke, bliver han træt. Snedkeren spænder sin målesnor ud, han tegner omridset med stiften og bearbejder det med stemmejernet. Med passeren ridser han det op og giver det menneskeskikkelse, et menneskes herlighed, der skal bo i et hus. Han fælder cedertræ, han tager steneg og gråeg, som han lader gro op blandt skovens træer. Han planter cedre, og regnen giver dem vækst. Det bruger mennesket som brænde. Han tager noget af det til at varme sig ved; han tænder bål og bager brød. Han laver også en gud og kaster sig ned for den, han fremstiller et gudebillede og tilbeder det. Halvdelen brænder han op, og på halvdelen steger han kød, spiser det og bliver mæt. Han varmer sig og siger: 'Ah, jeg bliver varm, jeg ser ilden.' Af resten fremstiller han en gud som sit gudebillede. Han tilbeder det og kaster sig ned for det. Han beder til det og siger: 'Red mig, for du er min Gud!' De forstår ikke, og de indser ikke, for deres øjne er lukket til, så de ikke kan se, og deres hjerter ikke kan fatte. Han lægger sig det ikke på sinde, han har hverken kundskab eller indsigt til at sige: 'Halvdelen brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods.'

LÆS OGSÅ: Leder Gud os i fristelse?

Sekularisering det er et mere indviklet emne. På Det Gamle Testamentes tid, under den gamle pagt, var hele samfundet teokratisk, det vil sige, at Guds udvalgte personer, hans love og ordninger skulle regere hele samfundet i alle aspekter.

Loven var lig med Bibelen så at sige. Der var Moseloven og ikke nogen straffelov ved siden af den. Kongen var udnævnt af Gud selv, og der var ikke noget demokrati eller folketing med mere, for det måtte der ikke være.

Under den nye pagt, i Det Nye Testamente, er der sket en ændring af forholdene. Mange af Moselovens bestemmelser gjaldt kun for en tid. De ophørte, da Jesus opfyldte alle krav i vores sted, og gav os livets ånds lov.

I dag ofrer vi ikke i templet mere, det må vi ikke have lov til, for Jesus har ofret sig en gang for alle på korset, og de kristne er selv hans tempel.

Vi har heller ikke længere en verdslig kongerække, der går tilbage til kong David, for Gud har ladet denne kongerække ophøre. I stedet benytter Gud sig af to forskellige styreformer på jorden: Guds åndelige styreform, og Guds verdslige styreform.

Den åndelige er fællesskabet af troende kristne, hvor Gud regerer med sin lov og sit evangelium. Den verdslige styreform er, at Gud benytter sig af politikere, love, politi, regeringer og institutioner til at styre lande og folk med. Begge dele er instrumenter i Guds hånd.

Der hvor de verdslige myndigheder glemmer Guds vilje eller er ligeglade med den, har de et stort problem overfor ham. Omvendt kan Gud stadig benytte sig af sekulariserede myndigheder.

LÆS OGSÅ: Bibelen er ikke lov

Selv en ukristelig regering kan vise sig at gøre noget, som gavner indbyggerne i landet, for eksempel sørge for, at der ikke er krig, måske give indbyggerne en forholdsvis tryg tilværelse, bygge veje og sygehuse og mere af den slags, selv om de blæser på Gud og hans ord.

Naturligvis er de ansvarlige politikere som enkeltpersoner underlagt Gud, og han kræver, at de omvender sig og følger ham.

Sekularisering i betydningen, at et helt folk bliver fremmede overfor Gud, er der ikke andet end skidt at sige om. Sekularisering i betydningen, at myndighederne ikke bekender sig til kristentroen, er skidt, men selv sådanne myndigheder kan Gud anvende til noget godt, når Gud velsigner sådan et land alligevel.

Til forståelsen af, at Gud benytter sig af to forskellige styreformer på samme tid, kan du eventuelt læse, hvad Jesus siger i Matthæusevangeliet kapitel 22, da farisæerne ville fange ham i ord:

De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: 'Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?' Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: 'Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!' De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: 'Hvis billede og indskrift er det?' 'Kejserens', svarede de. Da sagde han til dem: 'Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!' Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Med venlig hilsen
Michael Lerche Nygaard
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.