Hører kristendommen og menneskerettighederne sammen?

Helt overordnet kan man spore en kristen indflydelse uden at man dermed siger, at rettighederne er kristne, svarer lektor, ph.d. Johanne Stubbe Teglbjærg

Spørgsmål:

Kære brevkasse:

Var kristendommen med til at sætte fokus på menneskerettigheder? Havde kristendommen indflydelse på menneskerettighederne?

Venlig hilsen
Louise Kristensen

Svar:

Kære Louise Kristensen,

Tak for dine spørgsmål om forholdet mellem kristendommen og menneskerettighederne. Begge spørgsmål kan besvares rent historisk eller teologisk. Mit svar her er systematisk-teologisk. Det tager udgangspunkt i indholdet af kristendommen og menneskerettighederne samt i den teologiske diskussion, som i dag findes om forholdet mellem de to. Sagen er nemlig, at der blandt teologer i dag vil være uenighed om, hvordan dine spørgsmål skal besvares.

Der er teologer, der mener, at menneskerettighederne ligger i forlængelse af kristendommen, og nogle vil ligefrem udlægge menneskerettighederne som et praktisk udtryk for kristendommen. Disse teologer vil typisk fremhæve den kristne forestilling om menneskets værdighed som helt afgørende for udviklingen af menneskerettighederne. Den knyttes typisk forestillingen om menneskets gudbilledlighed, der udtrykkes i Det Gamle Testamentes fortælling om, at mennesket er skabt i Guds billede.

LÆS OGSÅ: Det er en religiøs pligt at værne om menneskerettigheder

Den kristne forestilling om værdighed, inkluderende lighed og frihed betragtes dog også indimellem mere samlet som en konsekvens af alle menneskers lighed overfor den ene Gud som deres skaber og opretholder, deres lighed i Kristus som frelser alle på lige vilkår og deres lighed ved Ånden, der virkeliggør og fuldender frelsen for alle.

Men der er nogle teologiske udfordringer ved at betragte forholdet mellem kristendom og menneskerettigheder som udtryk for en ren sammenhæng. For det første er den kristne forestilling om værdighed, lighed og frihed samlet set ikke en forestilling om noget, der er givet universelt, men om noget, der er givet i Kristus.

Kristus er nemlig ifølge kristendommen det egentlige billede af Gud, og dermed er det kun Kristus, der virkeliggør den gudsbilledlighed, som mennesket er skabt med. Det betyder, at værdigheden enten gives individuelt til den kristne eller kollektivt til den kristne menighed, men ikke er givet universelt, det vil sige til verden eller mennesker uden forskel.

Den værdighed, der i kristendommen er tale om, er en særlig kristen værdighed, der er begrundet alene i Kristus, og dermed i det forhold som mennesker og samfund har til ham. Derfor er denne værdighed ikke en naturlig ret, men en gave og den er ikke for en gang etableret, men under udfordring, tilsigelse og tilblivelse.

Værdigheden er altså ikke noget, man har i sig selv og kan gøre krav på, men hører til i forhold til Gud. Menneskerettighederne bliver ifølge denne opfattelse udtryk for et menneskesyn, der har løsrevet mennesket fra Gud og værdigheden fra det, der garanterer den, nemlig Kristus og forholdet mellem kristendom og menneskerettigheder bliver at forstå som et brud.

LÆS OGSÅ: Menneskerettigheder deler kristne

Selv foretrækker jeg en position midt i mellem de to ekstremer, der på den ene side betragter menneskerettighederne som et konkret udtryk for et kristent motiv, nemlig værdighed, frihed og lighed, men på den anden side er klar over den særlige kristne sammenhæng, som dette motiv hører hjemme i. Dermed er denne position også klar over, at der finder et brud sted, når et motiv, der har med tro på Kristus at gøre, gøres til en universel ret, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at dette brud skal eller kan undgås.

Det andet spørgsmål det vil sige, om kristendommen havde indflydelse på menneskerettighederne, er tilsvarende kompliceret at besvare overordnet, og overordnede svar vil også her dele sig i lejre. En ting er, hvad man fokusere på historisk, hvor man kan finde mange eksempler på, at kirken har fungeret hierarkisk og undertrykkende, men også på det modsatte.

Noget andet er, hvordan forskellige teologer og strømninger har haft indflydelse på udformningen af rettighederne, som vi kender dem. I den forbindelse er det indlysende, at kristendommen med sin forkyndelse af værdighed, lighed og frihed har bidraget til udviklingen af menneskerettighederne, men hvor omfattende de forskellige bidrag er må bero på konkrete vurderinger i forhold til de forskellige områder, hvor rettighederne gælder.

For eksempel er der en oplagt kristen indflydelse af spore i afvisningen af slaveri, mens den kristne indflydelse på udsagnet om, at enhver har ret til nødvendige sociale goder er mere tvivlsomt eller i hvert fald sværere at fortolke historisk og systematisk.

Helt overordnet kan man altså spore en kristen indflydelse uden, at man dermed siger, at rettighederne er kristne og uden, at man dermed siger, at denne indflydelse er lige stor i alle sammenhænge.

I hvert faldt skal der ikke være tvivl om, at værdighed, lighed og frihed, også ifølge kristendommen hører til det væsentlige ved tilværelsen, blot føres disse forestillinger hverken tilbage til en universel skabelse, naturgivne rettigheder eller en fremtidig virkeliggørelse af idealer, men relateres til en mere omfattende guddommelig nåde, der så bliver forudsætning for alt det øvrige.

Med venlig hilsen
Johanne Stubbe Teglbjærg
Ph.d. og postdoc ved Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.