Kendte Jesu disciple til treenighedsteologien?

Kendte Jesu disciple noget til treenighedsteologien?, spørger en læser.

Treenighedsteologien tilhører den efter-nytestamentlige tid. Derfor kan man kan ikke tale om en treenighedsteologi på nytestamentlig tid, forklarer dr.theol. Helge Kjær Nielsen i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:
Kendte Jesu disciple noget til treenighedsteologien? Jesus selv var opvokset som jøde og hans bekendelse lød: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een.

Vh Claes

Svar:
Kære Claes

Som en række andre teologiske temaer f.eks. forsoningslæren hører treenighedsteologien den efternytestamentlige tid til, da den teologiske refleksion for alvor satte ind. Man kan derfor ikke tale om en treenighedsteologi på nytestamentlig tid og dermed heller ikke allerede på Jesu og disciplenes tid.

Dit spørgsmål må derfor besvares benægtende. Det ophæves ikke af, at disciplene ifølge Matt 28,16-20 sendes ud for at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (andre steder tales alene om dåb i Jesu navn), at Paulus i 1 Kor 12,4-6 formulerer sig på en måde, så Ånden og Herren og Gud i den aktuelle sammenhæng kan synes at være sidestillet, og at han afslutter 2 Kor. med den apostolske velsignelse: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!.

Disse og andre udsagn i Det Nye Testamente (f.eks. Jeg og Faderen er ét) kan imidlertid have været med til at fremkalde de senere trinitariske refleksioner.

Med venlig hilsen.
Helge Kjær Nielsen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.