Var det første menneske kønsløst?

Enhver israelit læste og forstod beretningen i 1. Mosebog, kapitel 1 som en beretning om menneskets skabelse, vel at mærke et menneske som dem selv. På samme måde læstes 1. Mosebog, kapitel 2, skriver professor i teologi Helge Kjær Nielsen. Her ses Adam og Eva i gengivelse af maleren Lucas Cranach. Foto: Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

Dit spørgsmål forudsætter, at der er tale om to forskellige skaberguder i Første Mosebog første kapitler. Det er imidlertid ikke tekstens egen forståelse, svarer professor i teologi Helge Kjær Nielsen

Spørgsmål:

Kære Helge Kjær Nielsen

Mener du, at det i den gode Guds billede skabte menneske er et dødeligt, kønsadskilt og jordisk væsen ligesom Adam og Eva?

Spørgsmålet drejer sig om forskellen mellem det i den gode Guds billede skabte menneske (1. Mosebog, kapitel 1) og de af Demiurgen (Gud Herren) skabte Adam og Eva (1. Mosebog, kapitel 2.).

Er det ikke korrekt, at det førstefødte menneske, Anthropos, var kønsløst og udødeligt?

Med venlig hilsen
Keld

Svar:

Kære Keld

Hvis jeg forstår dit ræsonnementet for spørgsmålet rigtigt, går du ud fra, at det ikke er den samme skaber, der omtales i henholdsvis 1. Mosebog, kapitel 1 og 1. Mosebog, kapitel 2.

Demiurgen er, som hos gnostikerne, forstået som en modgud. Jeg må forstå det sådan, at denne forskel ifølge din opfattelse afspejles i betegnelserne Gud (1. Mosebog, kapitel 1) og Gud Herren (1. Mosebog, kapitel 2). Det er imidlertid ikke forståelsen i Det Gamle Testamente. Jeg deler ikke din forudsætning.

LÆS OGSÅ: Hvad siger Bibelen om skabelse?

Mit svar er, at der ikke skal sondres mellem et menneske skabt i Guds billede (1. Mosebog, kapitel 1) og et menneske, der ikke er skabt i Guds billede (1. Mosebog, kapitel 2).

At det i kapitel. 2 ikke siges, at mennesket blev skabt i Guds billede, berettiger ikke til den slutning, at dette kapitel rummer en anden forståelse af mennesket end kapitel 1, og at det i kapitel. 1 nævnte menneske ikke skulle være dødeligt kan ikke begrundes med henvisning til, at det ikke eksplicit er nævnt.

LÆS OGSÅ:
Hvad betyder det, at vi er skabt i Guds billede?

Enhver israelit læste og forstod beretningen i 1. Mosebog, kapitel 1 som en beretning om menneskets skabelse, vel at mærke et menneske som dem selv. På samme måde læstes 1. Mosebog, kapitel 2.

Skulle jeg have misforstået dit ræsonnement, bliver jeg nødt til at få det tydeliggjort, så jeg kan vende tilbage, hvis du mener, at jeg ikke har besvaret det spørgsmål, du har stillet.

Med venlig hilsen
Helge Kjær Nielsen
Professor i teologi ved Aarhus Universitet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.