Hvordan kan jeg leve med ensomheden?

Det er vigtigt at flytte fokus fra magtesløshed til mulighed, svarer psyko- og familieterapeut Steen Palmqvist

Spørgsmål:

Kære Steen Palmqvist.

Som at finde en diamant på en mørk sten, relationer er, hvad der har interesseret mig det meste af mit liv.

Prøver nu at gøre en lang historie kort. Er 63 år i dag, sidder i el-stol, fik polio som 5-årig og var derefter afhængig af andres menneskers hjælp.

Det skabte en angst for at mennesker skulle forlade mig, så dette har gjort, at jeg har fundet mig i mere end sundt er. Indgået alt for mange kompromiser, og derved mistet meget af min egen personlighed. Jeg blev grebet af angst som ung og dette er en helt ubeskrivelig tilstand som varer i mange år.

For ca. 2 år siden blev jeg indlagt med respirationsproblemer, fik hjertestop og lå i koma i halvanden måned, dvs. uden bevidsthed. Vågnede så op igen, forstod ikke, hvad der var sket og kunne intet huske.

Nu befandt jeg mig så tilkoblet respirator uden at kunne tale, helt rundt på gulvet. Ingen tog sig af min psykiske tilstand, hvilket jeg stadig er chokeret over, at man kun er en krop i hospitalssystemet.

Der var mange besøgende, da jeg lå dér med snuden i vejret, de måtte lukkes ind i hold. Kom så endelig hjem igen med et vikarbureau som hjælperteam døgnet rundt. De forskellige sociale instanser cirkulerede omkring mig, og jeg mistede selv grebet om mit liv.

Så begyndte besøgende at ebbe ud, også min nære familie, som jeg bildte mig ind var meget, meget glad for, at jeg overlevede. Jeg må sige, at jeg har været så heldig at føde en sund søn, som nu er 34 år og arbejder i en anden by. Hans far døde i 94, og siden har jeg ligesom måttet lære at leve alene uden livsledsager.

Min søster, som har været en god søster, er nu flyttet langt, langt væk fra både mig og min gamle mor på 82, som er på plejehjem. Det ser så ud til, at jeg næsten er den eneste, der besøger hende og har lidt omsorg for hende.

Min søsters søn og 3 børnebørn bor lige i nærheden af mig, men besøger mig aldrig. Dog hjalp min nevø mig ud af bilen her i sommer, da jeg havde siddet fast i 3,5 time. Han er også skilt efter 3 børn.

Hospitalspræsten gav mig det gode råd at henvende mig til den kirke, som jeg gik i, og bede om samtale og sjælesorg, fordi jeg nu ovenpå den traumatiske oplevelse tæt på døden fik dødsangst. Så var der noget mere naturligt, end at søge hjælp i den kirke jeg var medlem af?

Efter et par forsøg gik det op for mig, at de sandelig ikke havde tid til mig, da kirken var under renovation med nye møbler og malede vægge, etc.

Da det til fulde gik op for mig, meldte jeg mig øjeblikkeligt ud. Det var uværdigt for mig, og skulle jeg beholde mine sidste rester af selvrespekt, så var der kun en vej.

På nettet fandt jeg så en dejlig sjælesørger fra en anden kirke, som slet ikke kendte mig, tak Gud for det. Desuden vendte jeg mig til en præst, i hvis husmenighed jeg havde kommet. Han kom så også nogle gange til mig, og præsten fra Christianskirken var heller ikke ligeglad med mig. Selvom jeg ikke kendte ham, kom han alligevel en del gange, tak også for det.

Men alt i alt ligner mit liv nu en banegård, man kan dårligt klare en skilsmisse - dét kan smadre en. Man bygger jo relationer med alle de mennesker, man har kontakt med under en eller anden form, det kan man jo simpelthen ikke undgå.

Jeg har tre venner tilbage spredt i Jylland og måske én på Sjælland. Mit spørgsmål går nu på: Har du nogle forslag til, hvordan jeg skal overleve dette uden helt at gå i stykker?

Jeg er klar over, at jeg skal passe på bitterhed, som er roden til alt ondt. Tilgive skal jeg også, ikke kun for andres skyld, men også for min egen, det bare lige lidt for hårdt for mig. Har du et godt råd til en hjælpeløs person som mig, der lever i afmagt?

Kærlig hilsen J. i håb om snarest at høre fra dig og få lidt respons. SHALOM

(Spørgsmålet er forkortet, red.)

Svar:

Kære J.

Tak for din mail.

Når jeg læser det brev, forstår jeg godt, at du kan føle, at livet er rigtigt svært for dig.

Du har jo prøvet lidt af hvert på den smertefulde side af livet, både at miste og selv være ved at miste livet - og du har haft mange forskellige mennesker, der har passeret gennem dit liv og føler dig svigtet af din familie - så jeg forstår godt, at du kan føle dig forladt og ensom - selv om jeg tror, at de mennesker på hver sin måde har villet dig det godt.

Generelt er det sådan, at når mennesker besøger kriseramte, så kommer de fleste med et stort ønske om at kunne gøre en forskel, så livet bliver lysere og lettere for vedkommende.

Når det så ikke sker, rammes mange af tristhed - og tanken om, at de nok gør ondt værre med deres besøg. Det får derfor ofte mennesker til at trække sig væk fra vedkommende efter et stykke tid - selv om de dybest set ønsker det bedste og holder af at være sammen med vedkommende.

Det er ikke for at undskylde dem, der holdt op med at besøge dig, men blot for at forklare, at de manglende besøg sikkert ikke er uvilje, men magtesløshedsfølelse.

Når mennesker som kommer på besøg i krisefyldte perioder, kan vi ikke lade være med at knytte en relation til dem, da vi har så hårdt brug for støtte og nærvær. Selv om vi véd, at det menneske kun er der i et kortere stykke tid, knytter vi os til dem alligevel.

Når de så pludselig ikke er der længere, vokser følelsen af forladthed og ensomhed frem og overskygger de mange positive stunder, der også var i den relation. For sorgfyldte oplevelser fylder altid langt mere end de positive oplevelser og har det derfor med at sætte smertefulde spor, så vi til sidst slet ikke tør skabe relationer, medens de gode oplevelser glemmes.

Det er derfor på ingen måde let at have et liv som dit med de mange forskellige relationer - men alligevel kan du forberede dig lidt, så sorgen over at de mistede relationer mindskes lidt.

Hvis du giver plads til at tænke, at du gerne må skabe en positiv relation til vedkommende, men samtidigt accepterer bevidstheden om, at det kun varer en tid, så vil sorgen over, at de pludselig ikke er der længere, mindskes - og glæden over den tid, de var der, styrkes.

Du skriver, at du stadig har en ven eller to i din by, der kommer og besøger dig - og det er godt at læse. Jeg tænker derfor, at du skal bede disse venner om at hjælpe dig med at få endnu flere besøg. Det er meget svært for dig både at være den, der er syg, og så samtidigt den, der skal kæmpe for at få besøg. Så hvis du kunne få dine venner til at kæmpe for dig, vil det være godt.

Hvis de kommer i en kirke, vil det være naturligt, at de tager kontakt til den kirke for at sikre, at du får flere besøg. De fleste kirker er optaget af, at mennesker i krise får omsorg og hjælp. Jeg kan godt læse, at du allerede har henvendt dig til én kirke, som var mere optaget af renovering - og det gør mig ked af at læse - men jeg tænker, at det heldigvis er sjældent, at det er sådan.

Så kan jeg læse, at du besøger din mor - det er godt - men jeg tænker også, om du mon selv har mulighed for at opsøge andre mennesker, du kunne tænke dig at se. Måske kunne det være den husmenighed du har lidt kontakt til, eller Christianskirken, hvis præst har besøgt dig adskillige gange.

Hvis du har mulighed for det, vil der måske også her være mulighed for at invitere mennesker på besøg - eller udtrykke over for præsten, at du har brug for, at vedkommende arrangerer besøg for dig.

Jeg har kendskab til, at Christianskirken har et stort forgrenet net af sjælesørgere, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at du kan få glæde af det netværk, hvis du henvender dig til dem - eller får en af dine venner til at gøre det for dig.

Det kan også være godt at skrive mails til de venner, du har, og fortælle dem om dine tanker og følelser - og fortæller dem, at det vil glæde dig meget, hvis de vil skrive tilbage og fortælle lidt om dem selv - ligesom at det er godt at skrive bedebreve til Gud og dér udøse hele dit hjerte for Ham.

Jeg vil ikke forsøge at fortælle dig, at så bliver alt godt, eller at dit liv så bliver let - men kan du få flere mennesker omkring dig, der vælger at være sammen med dig, vil det være bedre end nu, så du ikke mister modet.

Modløshed har det med at forværre situationer, og da kriser fylder langt mere i vores sind end gode oplevelser, er der altid en fare for at blive bitter og deprimeret - hvilket gør livet endnu sværere.

Så i stedet for at se på din magtesløshed og hvad du ikke kan, er det vigtigt at forsøge at tænke over, hvad du stadig kan, så du flytter dit fokus fra magtesløshed til mulighed.

Må Gud give dig livsmod i din svære situation - og skriv gerne igen, hvis du ønsker det.

Kærlig hilsen
Steen Palmqvist
Psyko- og familieterapeut